|
Projekt i Ghana: Get up, stand up
I Ghana samarbejder Red Barnet Ungdom med den ghanesiske organisation Action for Development (AFD). På grund af manglende kendskab til børns rettigheder i Ghana kan der være en tendens til, at deres meninger og bidrag ikke respekteres, og børn og unge ikke anerkendes som den store ressource, de faktisk er. I første pilot-projekt var hovedformålet derfor at de ghanesiske frivillige skulle lære om børnerettigheder, og fortælle dem videre til børn og unge på skoler i Accra. Det gik over alt forventning. De var meget engagerede og var rundt på langt flere skoler end forventet.
Vi er nu i gang med vores 2. pilot-projekt i Ghana, Accra. I februar måned var to frivillige fra gruppen på projektbesøg i Accra. Det var en helt fantastisk oplevelse, at se hvordan de ca. 25 frivillige ghanesere underviser skolebørn i børnerettigheder. Vi var meget imponerede over deres engagement og deres vilje til at fortælle børn og unge i Accra at børnerettigheder er enormt vigtigt, men samtidigt også at sætte det ind i deres kulturelle kontekst, således at hele familiestrukturen ikke løber løbsk.
Vores rejse til Ghana var længe ventet, ingen af os der er med i gruppen nu, havde mødt de frivillige før, så det betød enormt meget (for os alle) at se hinanden, og finde ud af hvem det egentligt er bag de mange mails. Så selvom der var meget ventetid, så var der en masse at snakke om og tid til at lære hinanden at kende.
Vi har i dette pilot-projekt søgt om midler til at fortsætte oplysningsarbejdet, men vi kombinerer det også med nogle flere arbejdsredskaber. Vi har især fokus på økonomistyring og evaluering, da det giver en bedre forståelse for partnerorganisationens arbejde, både for Red Barnet Ungdom og for Action for Development.
Fra den forrige tur til Ghana i juli 2008 kan man læse en mere uddybende rejsebeskrivelse på vores blog: blogs.redbarnetungdom.dk/?cat=3 , hvor man også kan se billeder fra projektet og lære de unge ghanesiske frivillige at kende.
|