Lektievenner med vokseværk

Stor succes med lektiehjælp i hjemmet får Aarhus kommune til at udvide tilbuddet til alle børn.

 

I løbet af pilotprojektet ‘Lektievenner’ har vores dygtige frivillige gjort en stor indsats for 21 børn, der har fået hjælp med deres lektier. Denne indsats har resulteret i en meget positiv evaluering af projektet. Derfor har Lektievenner nu fået vokseværk og udbydes til alle skoler i Aarhus Kommune.

Lektievenner kort fortalt
Lektievenner er Red Barnet Ungdoms nyeste tiltag inden for lektiehjælp og bygger på én-til-én relationen mellem et barn og én af vores frivillige lektiehjælpere. Vores frivillige besøger barnet i hjemmet og hjælper med lektierne. Den særlige relation mellem barnet og den frivillige gør barnet trygt og dermed bedre i stand til at lave lektierne. Flere af vores frivillige har i løbet af pilotprojektet oplevet, at børnene bliver mere motiverede for at lave lektier, fordi én ude fra interesserer sig for dem og tager sig tid til at lytte til dem.

Drømme bliver til virkelighed
Red Barnet Ungdom har længe håbet at kunne udvide Lektievenner, og på baggrund af den positive evaluering er Aarhus Kommune nu gået med til at udbyde Lektievenner til alle skoler i kommunen. ”Samarbejdet med Aarhus Kommune muliggør en udvidelse af vores projekt, og det betyder, at vi kan hjælpe mange flere børn. Det er rigtig dejligt nu at få hjælp til noget, som betyder så meget for så mange børn.” fortæller Rebecca Berthelsen, der er frivillig projektleder på Lektievenner.

Det er planen, at Aarhus Kommune vil finansiere forløbet for op til 45 børn, som henvises af deres lærere. På den måde når projektet de børn, hvis familier ikke har ressourcerne til at hjælpe med lektierne, og som derfor har allermest brug for hjælp.