Imellem paragraffer og mennesker

For 7 år siden var det jurastudiet, der optog det meste af 28 årige Vimals liv, men han savnede at lave noget, der gav mere mening – noget med mennesker. Tilfældigheder fik ham til at søge et frivilligjob i Red Barnet Ungdom. Et valg der kom til at vende op og ned på Vimals hverdag og relationen til hans far.

 

Da Vimal blev træt af at terpe paragraffer på jurastudiet, foreslog familien ham at lave frivilligt arbejde. Så kunne han få lidt pause fra bøgerne og samtidig få noget relevant erfaring
Vimal greb ideen og begyndte jagten efter det helt rigtige frivilligjob. På en jobportal så han et opslag. Red Barnet Ungdom søgte frivillige til at arbejde med børn på flugt. Vimal tog et hurtigt valg– det skal jeg! Tilbage stod familien skeptisk, overrasket og uforstående:

”Mine forældre tænkte frivilligt arbejde, som noget der pynter på CV’et. Og de kunne ikke se relevansen i at arbejde med børn og unge for en jurastuderende. De havde nok håbet på et mere studierelevant job – for eksempel hos Retshjælpen”, fortæller Vimal.

Frivillighed og fremtiden
Vimal begyndte alligevel som frivillig på Asylcentret Kongelunden, hvor Red Barnet Ungdom har projekter. Hurtigt fyldte arbejdet med børnene størstedelen af hans tid til Vimals forælders bekymring.

”Mine forældre så, at jeg var opslugt af noget, de ikke forstod og ikke fuldt ud støttede. De var bange for, at mit frivillige arbejde ville forlænge min studietid og skade min fremtid. Jeg fortalte, at arbejdet med udsatte børn gør mig glad, men det var ligesom ikke grund nok”, siger han.

Fantastiske tilfældigheder
En dag hvor Vimal sidder i en bil på vej til lufthavnen med sin far ændre tingene sig. Faren kigger ud af vinduet og fortæller henkastet, at han engang boede på et asylcenter i nærheden. Vimal var i chok!

”Jeg havde aldrig talt med min far om hans fortid og historie og pludselig sidder han der og siger, at han har boet på et asylcenter, der kun kunne være det sted, hvor jeg arbejdede som frivillig! ”, fortæller han.

Vimals far kom til Danmark som flygtning fra Sri Lanka i 1986, men hans ankomst og første oplevelser i Danmark, var ikke noget der blev talt om i hjemmet.
Derfor sad både Vimal og hans far og måbede. Og selvom der var gået 26 år siden Vimals far forlod centret, kunne han tydeligt huske sin tid der. Den ene sætning tog den næste og pludselig kunne Vimal både tale med sin far om fortiden om det frivillige arbejde i centret:

”Min far husker helt tydeligt, hvordan de frivillige gjorde en kæmpe forskel ude på centrene, og han er stadig meget taknemmelig for den adspredelse de sørge derfor da han boede der tilbage i 1986”, fortæller Vimal.

Giver noget tilbage
Siden den dag hvor Vimal og hans far fandt en fælles samhørighed, dér langt ude på Amager, har de haft et tættere bånd. Det frivillige arbejde hos Red Barnet Ungdom har fået en ny betydning for både far og søn, der begge er enige om, at værdien af at give børn på flugt et frirum ikke kan udregnes i ECTS-point eller penge:

”Min familie lærte, at det at terpe paragraffer ikke nødvendigvis var det som gav mig mening i livet, og i dag har de meget respekt for det frivillige arbejde jeg er involveret i”

I dag er Vimal færdiguddannet jurist, erfaren projektleder, børnerettighedsforkæmper og ekspert i at sætte plaster på skrabede børneknæ. Ifølge ham den perfekte kombi!