Nyt liv i drengeklubben Apostelgården

Hvordan får man drenge i 15-16 års alderen til at synes, at det er fedt at komme i en klub i deres fritid? Det spørgsmål stillede Yassine Lyauk og de andre frivillige i drengeklubben Apostelgården sig selv. Svaret: En PlayStation, en projektor og en hvid væg.

 

Drengeklubben Apostelgården, som ligger midt på Vesterbro og et stenkast fra Istedgade og dens farverige befolkning, arrangerer hver uge aktiviteter for drengene i boligkomplekset Apostelgården. Desværre oplevede klubben i løbet af foråret svigtende medlemstal, og derfor besluttede de frivillige sig til, at noget måtte gøres. Med støtte fra Lokalforeningen København besluttede de frivillige i klubben at købe en PlayStation i et forsøg på at tiltrække nye drenge.

Yassine beretter: ”Der er en stor gruppe drenge på 15-16 år, som de andre klubber i området ellers ikke har kunne nå, der er begyndt at komme fast i klubben hver onsdag fra 18.00 – 20.30. De nyder, at de kan sidde og game sammen med deres kammerater, som også bor i området. Klubben er blevet et naturligt samlingssted for dem.”

 Et alternativ til byens hårde liv
I klubben kommer der hver gang ca. 10 drenge. Syv af drengene er faste brugere, som tit tager deres venner med. På den måde møder de fire frivillige i klubben mange af de drenge, der bor i området, og de har efterhånden fået opbygget et rigtig godt forhold til dem. Den nye PlayStation er med til at tiltrække drengene, og samtidig giver den de frivillige mulighed for at komme ind på livet af dem.

”Drengene er meget forskellige steder i deres liv. Nogle af dem er lige begyndt i gymnasiet, og det er en helt ny verden for dem, så det snakker vi meget om, og vi giver vores erfaringer videre til drengene.” fortæller Yassine.

”Indimellem fortæller drengene nogle meget skræmmende historier om ting, de oplever. De bor to skridt fra Istedgade. Der sker mange ting i dét område, og der er meget kriminalitet. Derfor er det rigtig fedt, at vi kan tilbyde drengene et alternativ til det hårde miljø, de ellers møder i deres hverdag.” runder Yassine af.

Drengeklubben Apostelgården og en anden klub i området arbejder på at arrangere en FIFA-turnering, så drengene fra de to klubber kan spille mod hinanden. Drengene fra Apostelgården er allerede gået i skarp træning. Der skulle altså en PlayStation og en lille håndfuld engagerede frivillige til at tiltrække de drenge, som ikke tidligere har kunne nås af de andre klubber i området.