Gamle drenge puster nyt liv i Brønshøj Boldklub

I godt stykke tid så det ud til, at læringscaféen, Brønshøj Boldklub, skulle lukke og slukke. Men så tog de ældste drenge i caféen sagen i egen hånd og inviterede ny medlemmer med indenfor.

 

Læringscaféen, Brønshøj Boldklub, har på det seneste oplevet en frisk tilstrømning af nye medlemmer. Caféen var ellers truet af et generationsskifte, hvor det yngre publikum udeblev. Men de ældste drenge i caféen var ikke indstillet på at miste deres tilholdssted. Derfor tog de selv initiativet og begyndte at invitere nye medlemmer til læringscaféen.

”Vi har en masse venner, som efter skole gik og lavede ingenting, og så spurgte vi dem om, de ikke kom med herned. Det er meget bedre at få nogle gode oplevelser sammen end at gå og lave ingenting,” fortæller 17-årige Mustafa og fortsætter:

”Når de hører, at det en lektiecafé, så mister de lysten. Men vi har sagt, at det er mere end en café, og at der er mange hyggelige aktiviteter, og at vi også tager på tur sammen. Sådan noget kan de små jo rigtig godt lide. Så nu er det dem, som spørger os om, vi skal med ned i caféen.”

En pause fra hverdagen
Læringscaféen blev startet for små fire år siden af Red Barnet Ungdom, så de lokale drenge havde et sted, hvor de kunne fordybe sig i lektierne og udvikle deres faglige kompetencer. Caféen blev hurtigt en succes, og fire år senere er den fortsat stadig meget populær blandt drengene, som har været med siden starten.

”Her er mere sjovt og hyggeligt end på normale lektiecaféer, og så er der ikke kun fokus på lektier,” forklarer 15-årige Youssef, mens Mustafa tilføjer:

”Vi behøver ikke at have lektier med, men hvis vi har det, så hjælpe de os med dem. Ellers hygger vi os bare med nogle sjove aktiviteter, som vi ikke laver andre steder. Vi er også selv med til at planlægge, hvad vi skal i løbet af året. Det er en god ide. For hvis andre laver en plan for dig, som du ikke gider, så mister du lysten.”

Lærer gennem konkurrencer
De frivillige i caféen tager udgangspunkt i aktiv læring, hvilket betyder, at skolelektierne bliver kombineret med øvelser. Eksempelvis bruger de træningsøvelser fra fodbold til at udvikle drengenes faglighed eller konkurrerer på viden imod hinanden.

”Nogle gange opdeler vi os i to hold, og så skal vi løber hen og hente et ord på gulvet og finde et tillægsord, som kan passe til ordet. Bagefter skal vi løbe tilbage, og så er det en andens tur,” fortæller Youssef begejstret og fortsætter:

”Vi plejer også at lave nogle fodbold aktiviteter, hvor vi jonglerer, imens vi siger femtabellen. Vinderholdet får så ti point, og taberholdet får fem point. I slutningen af året samler vi så pointene sammen, og så får vinderholdet en lille gave.”

Nye venskaber med stærkt sammenhold
De to drenge fortæller videre, at pointene bliver omsat til fælles oplevelser, hvor de sammen tager i biografen eller til en fodboldkamp. Sammenholdet og de lærerige oplevelserne ser da også ud til at være at drivkæften bag, at Mustafa og Youssef bliver ved med at komme igen.

”Det virkeligt sjovt at konkurrere, og samtidigt lærer vi også hinanden bedre at kende. Der er en masse gruppearbejde, og vi danner teams, så man bliver bedre til at samarbejde,” lyder det smilende fra Mustafa, som bakkes op af Youssef:

”Det er hyggeligt at være sammen med vores venner, konkurrere med dem og lave en masse sjove aktiviteter. Alt det giver lysten til at komme igen.”