Som frivillig i Barnets Ven er Simran ’storesøster’ til 9-årige Aleena. To gange om måneden mødes de, og så står den på hygge og pigesnak. Men mellem gyngeturene på legepladsen er der også plads til mere alvorlige snakke om fremtiden.
I snart et år har den 23-årige socialrådgiverstuderende, Simran, kørt fra Hundige hver fjortende dag for at være sammen med sin ’lillesøster’ i København. Venskabet startede i efteråret 2015, hvor Simran så et opslag på Facebook, og straks meldte sig som frivillig til Barnets Ven. Efter kort tid blev hun kaldt til samtale hos Red Barnet Ungdom og kun et par uger efter, blev hun ringet op med den gode nyhed: Der var fundet den perfekte Barnets ven lillesøster til hende, nemlig Aleena!
”Jeg blev efterfølgende invitereret hjem til familien, hvor jeg mødte Aleena og hendes forældre. Her opdagede jeg hurtigt, at Aleena og jeg passede virkelig godt sammen. Vi er samme lidt stille og rolige type. Og efter mødet blev vi heldigvis enige om, at jeg godt kunne blive Aleenas ’storesøster’,” fortæller Simran med glæde i stemmen.
Teboller og rutsjeture
Siden første møde er venskabet blomstret. Simran og Aleena aftaler fra gang til gang, hvad de vil hygge sig med, når de ses næste gang. Og muligheder er der mange af – en favorit er dog et smut forbi den lokale bager.
”Aleena ELSKER søde sager, så derfor er det nærmest blevet en tradition, at vi starter med at spise en tebolle, når vi mødes!” griner Simran og fortsætter:
”Derudover laver vi alt lige fra at besøge legepladser, tage på sightseeing i København til at tage i biografen. Engang tog vi også i cirkus. Men det vi elsker allermest er nok at gå lange ture. Her kan vi snakke i timevis på en afslappet måde om alt mellem himmel og jord – også om drenge!” fortsætter Simran med et stort smil på læben og et hemmelighedsfuldt glimt i øjet.
Fremtidsdrømme fødes
Udover at give Aleena gode og mindeværdige oplevelser, er Simran også blevet en sand rollemodel for den 9-årige pige. Ved siden af drengesnakke og pigefnis tager de også ind i mellem på biblioteket og øver sig i at læse på en sjov og uformel måde. Aleena er meget optaget af at høre om Simrans hverdag som studerende, hvilket har sat tanker i gang.
”Jeg fornemmer virkelig, at Aleena ser op til mig og reflekterer over vores snakke. I starten havde hun ikke de store forestillinger om, hvad en uddannelse eksempelvis kunne føre til. I dag drømmer hun om at blive pædagog,” fortæller Simran stolt.
Og netop dette er en stor motivation for Simran. Da hun meldte sig til Barnets Ven havde hun aldrig forestillet sig, hvor stor en rolle hun egentlig ville få i sin ’lillesøsters’ liv.
”Hvorfor ikke bruge min energi på en nyttig og gavnfuld måde? Det kræver ikke meget af mig som frivillig, men det har kæmpe betydning for barnet. Og så er det jo er ikke kun Aleena, der har glæde af vores møder. Jeg får også rigtig meget ud af det, og jeg glæder mig mindst ligeså meget til vi ses, som Aleena gør!” runder Simran af.
Læs mere om at være frivillig i Barnets Ven hos Red Barnet Ungdom her.