Ny læringscafé giver håb om fremtiden

I oktober fik fagligt og socialt udfordrede skolebørn i Roskilde endelig mulighed for at få hjælp til skolearbejdet, da Red Barnet Ungdoms første læringscafé i den gamle købstad åbnede. Store smil og gåpåmod var blandt børnenes reaktioner.

 

Sammen med et team af andre frivillige står Mikkel Abben for den daglig drift af læringscaféen i Roskilde. Her kommer børnene af forskellige årsager. Nogle har svært ved lektierne, da hverken far eller mor har ressourcerne til at hjælpe, mens andre mangler voksenrelationer og trænger til et skulderklap. Fælles for alle børnene, der kommer i læringscaféen er, at de har brug for succesoplevelser, der kan give dem en faglig stolthed.

”Børnene er fagligt bagud, og det har mærket dem socialt. Vi har derfor brugt lang tid på at skabe et trygt og socialt miljø. Vi brugte de første par gange på at lave sociale lege, der får børnene til at slappe af og dermed tør åbne sig,” fortæller Mikkel og fortsætter:

”Vi har en pige i caféen, som de første par gange var fuldstændig tavs. Hun turde ikke sige noget. Men efter et stykke tid begyndte hun at åbne op og i dag tør hun stå i midten af en rundkreds, når vi fx leger smørklat med et læringsformål!”

Og netop aktiv læring er i fokus i læringscaféen. Her bryder man med de klassiske lektiecaféer ved ikke kun at fokusere på færdiggørelse af lektier, men ved også at fokusere på det sociale og på selve læringsprocessen. Noget, som børnene overvejende har taget godt i mod, ifølge Mikkel.

”Mange af børnene har et stort fysisk aktivitetsbehov, så at kunne kombinere dette med at lære, er positivt for dem.”

Det er de samme 10 engagerede børn, der hver torsdag eftermiddag tropper op i læringscaféen. Børnene er nu ved at være så komfortable med hinanden og de frivillige, at de er klar til at lære fagligt stof. De frivillige er derfor gået i gang med at hjælpe børnene i primært matematik og dansk, hvilket forhåbentligt giver børnene øget tro på sig og deres evner og et realistisk håb om fremtiden.