Flot pris til Kbh Pigeklub Valby

I en klub i Valby går 12 piger i alderen 6-12 år. De kommer trofast hver onsdag mellem kl. 18-20, men vil aldrig hjem. De hygger sig simpelthen så godt. Klubben fik en pris på Naboskabsdagen for sin gode indsats.

I Valby Pige Klub på Høfdingsvej i Valby er der gang i aktiviteterne for pigerne, der går her. De frivillige fra Red Barnet Ungdom sørger for, at pigerne kommer på ture, fx bowling, de griller, giver krammere, har kreaværksted og holder fødselsdag hver anden måned.

– Pigerne hygger sig virkelig her og vi er meget glade for prisen. Vi synes, det giver mening at samle og hygge om de her piger. De har ikke selv mulighed for at gå til fritidsaktiviteter, og nogle kommer fra socialt udsatte familier, siger Camilla Jakobsen, frivillig projektleder i klubben.

Pigerne har i klubben mulighed for at have det sjovt sammen med andre børn og voksne. De kan grine og have det hyggeligt. Og så lærer de forskellige kulturer at kende og får respekt for hinandens forskelligheder.

– Pigerne kommer her helt fast. Alle 12. De er dedikerede og trofaste og så vil de overhovedet ikke hjem, når klubben lukker, griner Camilla.
Prisen fik de på Naboskabsdagen af Boligselskabet 3B, begrundelsen var bl.a. at klubben er stabil og rummelig, at de skaber et fritidsrum, der måske ikke er synligt for den brede offentlighed, men gør en forskel for pigerne. Klubben er kendt for at holde aftaler med børnene og lave sjove aktiviteter – og så er de frivillige gode til at lytte til pigerne.