Et slag for mangfoldigheden

Karolinelund i Aalborg dannede rammen om et brag af en fest for mangfoldigheden. Dagen bød på ansigtsmaling, skattejagt, hoppeborg og kemishow.

 

Et hav af børn og familier dukkede op i Karolinelund for at fejre mangfoldigheden den 22. juli. De tilbragte dagen i selskab med frivillige fra Red Barnet Ungdom.

”Mangfoldighedsdagen har fokus på at give børn og familier en hyggelig og sjov dag, der sætter fokus på mangfoldighed samt på de frivillige tilbud i Aalborg”, fortæller Simone Gejl, frivillig projektleder for Red Barnet Ungdom.

Dagen satte fokus på etnicitet og forskellige kulturer gennem sjove og lærerige aktiviteter. På skattejagten kunne børnene fx lære om kaffebønder i Ghana og den tidligere sydafrikanske præsident Nelson Mandela.

De topengagerede frivillige sørgede for, at alle fik en fantastisk dag, selv da strømmen svigtede et par gange, sørgede de for at humøret forblev højt.

I løbet af dagen kom Pandaen Milo og gav krammere og highfives til alle børnene. Det var et kæmpe hit, og dagen var alt i alt super vellykket. En mangfoldighedsdag der også satte fokus på det sjove og lærerige i at være frivillig.

De frivillige fra Red Barnet Ungdom glæder sig allerede til at gå i gang med planlægningen for næste års mangfoldighedsdag.