Da jeg skulle møde familien første gang, og se om Moriba og jeg kunne blive et match, var jeg en smule nervøs og spændt. Jeg havde dog i hele processen op til mødet fået al den information, jeg kunne ønske mig, og jeg følte mig godt rustet til at møde familien.
Jeg havde min kontaktperson Nicolai med. Han sørgede for det praktiske med familien, så jeg kunne snakke frit med Moriba.
Efter Moriba viste mig sit værelse, spurgte jeg ham, om vi skulle gå ud og spille fodbold. Alt imens Nicolai fik de sidste formalia på plads med forældrene, løb Moriba og jeg rundt på græsplænen nedenfor deres lejlighed og spillede fodbold. Moriba syntes, jeg var god, men ikke lige så god som hans idol Cristiano Ronaldo! Vi blev dog enige om, at vi nok skulle prøve at blive lige så gode.
Et par dage efter sendte jeg en besked til Nicolai, om at det var et match, hvilket familien var enig i.
En uges tid senere fik jeg mit første rigtige møde med Moriba. Jeg havde glædet mig til mødet med ham, da jeg synes, vi allerede fra introduktionsmødet havde haft en rigtig god kemi. Moriba var nysgerrig, livsglad, velopdragen og fuld af energi.
Så da jeg kom hjem til familien, ventede der en spændt Moriba. Han havde tænkt nærmere over mine fodboldkundskaber, og syntes faktisk, jeg var bedre end Ronaldo, og så havde jeg i øvrigt sejt tøj på!
Vi tog ind til Aalborg Havnefront, hvor der var Regatta og børnelegeland. På vej derind snakkede vi om alt mellem himmel og jord. Midt i sin talestrøm stopper Moriba op, bekymret for om han snakker for meget. Her svarer jeg, at man ikke kan snakke for meget her, og så kan han næsten ikke finde ud af, hvilken af alle sine historier han vil fortælle, og der bliver taget tilløb: ”og så, og så, og så, og så, ved du hvad?!” ivrig efter at fortælle mere, så snakker Moriba på hele turen ind til Regatta, spørger om det ene og det andet, som han reflekterer over, inden han fortsætter.
Moribas livsglæde er ikke til at tage fejl af, og man kan ikke undgå at blive i godt humør, når man er omkring sådan en lille 7-årig livsglad dreng.
En stor del af dagen blev brugt på hoppeborgene på havnefronten, hvor Moriba bl.a. kom til tops på en klatrevæg. Han syntes det var svært, og kunne heller ikke umiddelbart selv komme ned igen, men det var lige meget, for vi skulle videre til næste hoppeborg, og så næste hoppeborg. Han skulle vise mig tricks, og legede nemt med de andre børn, der var der.
Da han havde hoppet i små 2 timer, helt gennemblødt af sved, tog vi en pause på et af de store skibe, som var lagt til kaj langs havnen. Her fik vi set PowerBoat Race og vandscootere, der lavede et show med tricks. Det synes han var rigtig sejt.
Moriba kunne selv lave nogle tricks. Han havde ”rullesko” på, som han var rigtig glad for. Han havde brugt lang tid på at øve sig. Han fortalte, at i starten væltede han 8 gange om dagen, så stadig 8 gange om dagen, så blev det til 7, 6, 5, 4, 3, 2 og nu kun 1 gang om dagen. Så han var blevet rigtig god og viste hvordan han nu øvede sig i at stå på et ben, mens han rullede.
Mens vi gik fra skibet og hen for at få noget at spise, kom der en anden dreng, lidt ældre end Moriba, som stod på skateboard, og det synes han bare var endnu sejere, så vi aftalte, at næste gang, så tager jeg mit skateboard med, og så skal Moriba nok lære også at stå på skateboard.
Efter vi havde siddet på Toldbod Plads og fået tanket op på proviant og væske, skulle vi hjem ad igen, men først skulle Moriba lige hoppe lidt mere i hoppeborgene, og da vores dag var ved at være ovre, var der så småt gået 4 timer. Moriba sov formentlig godt den nat, efter den energi han havde fået brugt. Det gjorde jeg i hvert fald.