Legeuniverset – kom og leg med hele verden!

Som en del af Aarhus 2017 og DGIs kulturhovedstadsevent Move For Life afholder Red Barnet Ungdom Aarhus i samarbejde med en række folkeoplysende foreninger “Legeuniverset”, hvor alle børn i Aarhus er inviteret til at komme og lege med hele verden – for derigennem at opnå kendskab om andre lande og kulturer, værdsætte mangfoldighed og bidrage til at nedbryde barrierer mellem kulturer.

Legeuniverset afholdes søndag den 5. november kl. 10-15 på Brobjergskolen i Aarhus midtby. Børn i alle aldre (og deres familier) er velkomne, og deltagelse er gratis. Tilmelding er ikke nødvendigt. Der er goodiebags til de første 25 børn.

HVORDAN FOREGÅR LEGEUNIVERSET?

Konkret foregår Legeuniverset sådan, at hvert lokale på Brobjergskolen er indrettet som et land med flag, symboler og andre nationale kendetegn. I hvert land vil der blive arrangeret børnelege og aktiviteter, som er kendetegnende for det pågældende land.

For hvert land børnene besøger, vil de modtage et stempel i et “legeunivers-pas”, som de får udleveret ved ankomsten til skolen. Når børnene har besøgt alle landene i Legeuniverset, vil de modtage et “Legeven”-diplom som et bevis på deres gennemførelse af Legeuniverset.

Børn er velkomne til at deltage i Legeuniverset i følge med deres familier, men der vil også være et loungeområde, hvor “de voksne” kan slappe af, mens børnene boltrer sig i Legeuniverset. Der vil naturligvis være frivillige til at se efter børnene i Legeuniverset.

Legeuniverset er arrangeret af en arbejdsgruppe ved Red Barnet Ungdom Aarhus i samarbejde med en række folkeoplysende foreninger.

Legeuniverset er støttet af Aarhus Kommune og arrangeres i samarbejde med bl.a. Grænseforeningen, Ghana Venskabsgruppe og Det Grønlandske Hus

Tilmeld dig begivenheden på Facebook