Kæmpe julefest for børnene i Barnets Ven

Det er ikke alle børn, der mærker, det er jul. Heldigvis holdt Barnets Ven en ordentlig julefest for 30 børn og 30 voksne, der dagen igennem julede, legede var kreative og spiste godter. Barnets Ven er en én-til-én rollemodelordning mellem udsatte og sårbare børn og unge frivillige.

Konceptet for dagen var, at julemandens hjælpere, nisserne, havde glemt hvordan man juler. Børnenes opgaver var at lære nisserne, hvad jul var igen. De blev delt op i 5 hold med en nissedukke hver, og så skulle hvert hold igennem 5 kreative værksteder, imens de oplærte nisserne i julen.

Det mest populære værksted var det med pakkelegen. Der var nemlig blevet købt gaver til alle børnene, så de kunne spille pakkeleg. Men kagepytningsværkstedet var også meget populært og et sted, børnene virkelig kunne udfolde deres kreative evner.

Asha, 12 år, matchet med Rikke var begejstret: “Det har været den bedste fest! Alt var sjovt, og jeg ønsker bare, at dagen kunne blive ved”, og også den kakaoglade Musa på 8 år, matchet med Hans Christian var glad: “Det har været en sjov julefest. Kakao-pynteværkstedet var sjovest, for jeg elsker kakao!”

Da børnene havde fået alle nisser igennem udfordringerne, kom julemanden tilbage, han blev glad da han så, at nisserne havde genopdaget julen og nu kunne hjælpe ham igen. Derfor fik børnene som tak store poser med den dejligste slik.

Også de frivillige var glade for arrangementet, Cecilie, en rollemodel som er matchet med Hajra på 8 år, synes dagen gav mening: “Det har været en rigtig sjov fest for pigerne (Hajra og hendes søster Malaika). Pigerne elsker kreative ting, så det var fedt med alle de kreative værksteder. De kan slet ikke løsrive sig fra det!”

Idéen med fællesarrangementerne er, dels at børnene skal vide, at de ikke er de eneste, der har en rollemodel samt at lave et fællesskab for rollemodellerne, så de fremover kan sparre med hinanden og tage på ture sammen.