”I dag har jeg godt nok et dejligt liv”

For 10-årige Anna Ragna er der mange hårde dage. Hun kæmper en brav kamp for at følge med i skolen. Og i fritiden søger hun ly bag hjemmets vægge – væk fra følelsen af ikke helt at være som de andre børn. Men i en hel dag var Anna Ragnas liv problemfrit og lykkeligt, da hun tog i sommerland med sin Barnets Ven storesøster.

 

Anna Ragna føler ikke altid, at hun passer ind. Til de få hun stoler på, fortæller hun, at hun ville ønske, at hun var som de andre børn. Til langt de fleste siger hun slet ingenting.  Hun kalder sig selv handicappet fordi hun er autist, og hun har svært ved at finde sig til rette i skolen.

I Anna Ragnas forældres øjne er hun unik og fantastisk. Det ønsker de også, at Anna Ragna skal se. Derfor har hun fået en Barnets ven storesøster, som er hendes fortrolige udenfor familien og som kan styrke hendes selvværd. Anna Ragnas frivillige storesøster, er 24 årige Anna Mølby Overgaard fra Århus.

Hver måned mødes Anna Ragna og Anna Mølby for at tale, bage pandekager, gå i biografen og spille spil. Anna Ragnas mor fortæller, at udover familien så er Anna Mølby, den person der er tættest på og vigtigst for Anna Ragna.

”Anna Ragna tænker finurligt. Hun filosoferer over hverdages ting, som vi andre tager forgivet. Eksempelvis hvorfor mennesker kan gå. Det er præcis det, som jeg holder aller mest af ved hende og vores venskab – alle de gode samtaler. Det fortæller jeg hende ofte”, siger Anna Mølby.

De to piger har været venner i mere end to år og fornyelig var de en tur sammen i Djurs Sommerland.

Togtur, softice og massevis af glimmer
En solskins lørdag tog pigerne afsted sammen med en gruppe andre børn og frivillige fra projektet Barnets Ven i Århus i Djurs Sommerland. For Anna Ragna blev det et minde for livet.

”Det var en hel dag, der kun drejede sig om Anna Ragna. Ikke hendes brødre. Ikke hendes venner. Kun Anna Ragna. Vi gjorde præcis det, som Anna Ragna havde lyst til, så vi tog eksempelvis hele fire ture rundt i Djursland tour-toget og spiste en kæmpe is”, fortæller Anna Mølby.

Og midt mellem blinkende forlystelser, boblende sodavand og duftende græsturer var Anna Ragna lykkelig.

”Jeg er så glad, at jeg har sidestik” udbrød Anna Ragna spontant.

Sidst på dagen fandt pigerne en workshop, hvor Anna Ragna kunne designe sin egen glimmertatovering.  Her nåede dagen sit klimaks.

”I dag har jeg godt nok et dejligt liv”, sagde Anna Ragna smilende.

Anna Ragna fik tatoveringen på armen, og passede så godt på den, at den blev siddende i 3 uger. Mindet og følelsen af at være vigtig, særlig og fortjene opmærksomhed varer endnu længere.


Hjælpe børn som Anna Ragna!

 

♥ Støt projektet her

♥ Bliv frivillig i Barnets Ven