Sårbare børn får gode ferieoplevelser i Barnets Ven

Eksotiske himmelstrøg, sjove ture til forlystelsesparker, sommerhustur og vandplaskende rutsjebaner i vandland. Sommerferien byder for langt de fleste børn på en masse aktiviteter og spændende rejser. Men langt fra alle familier har mulighed og ressourcer til at fylde sommerferiekalenderen. Derfor kan en hyggedag med sin Barnets Ven storesøster eller bror være et tiltrængt afbræk fra kedsomheden.

 

10-årige Jessica fra Amager kender kun alt for godt til kedsomhed og endeløst lange fridage i sommerferien. Men de seneste år er kedsomheden skiftet ud med mange sjove, forskellige og spændende aktiviteter. Årsagen hedder Dan fra Barnets Ven, der er blevet Jessicas nye ”storebror”. Sammen har Jessica og Dan blandt andet været i svømmehal, set fodbold, været i Tivoli og set film i biografen.

En lille familie
Sidste gang de mødtes var en stor overraskelse for Jessica. Udenfor skolen stod Dan og ventede. Han havde planlagt en lille udflugt til Dragør Fort, som han havde glædet sig til at fortælle Jessica om. Han havde taget sin ladcykel med og sammen tog de med fuld fart afsted mod Dragør.

“Cykelturen til Dragør Fort var en af de bedste oplevelser i lang tid. Vi gik på opdagelse på fortet og udforskede de underjordiske gange. Der var flere gange hvor jeg var super bange, fordi Jessica gemte sig og hoppede ud foran mig og skræmte mig, til stor underholdning for os begge. Efter turen fortalte Jessica, at hun følte det var som at være en lille familie på udflugt. Det er noget der går lige i hjertet,” fortæller Dan.

Dan og hans kæreste venter selv et barn, hvilket Jessica glæder sig meget til, da hun meget gerne vil have en “lillesøster” eller “lillebror”. Jessica må dog vente lidt endnu, og imellem tiden kan hun glæde sig over, at Dan har planlagt en masse sjove aktiviteter henover sommerferien fx strandture, den Blå Planet og legeland.

Jessica har i hvert fald nok af spændende og oplevelser, som hun kan dele med sine klassekammerater, når sommerferien slutter.

Læs mere om Barnets ven her