Fra læringsproblemer i folkeskolen til gymnasieelev

Ahmed havde været væk fra den danske folkeskole i to år, men med hjælp fra frivillige lektiehjælper fra RBU lykkedes det ham at komme ind på gymnasiet.

For to år siden så det ud som om, at den i dag 17-årige Ahmed måtte opgive drømmen om gymnasiet. Et toårigt ophold i Libanon sammen med sin familie havde sat ham faretruende bagud i dansk og hans matematikkundskaber haltede også bagefter. Men Ahmed besluttede sig for at kæmpe, og derfor begyndte han på Red Barnet Ungdoms læringscafé på Nørre Fælled Skole på Østerbro. Dette var startskuddet til en positiv udvikling for Ahmed, hvor frivillige lektiehjælper gav ham den hjælp han eftersøgte. Pludselig haltede Ahmed ikke længere bagud i undervisningen, og turde derfor igen drømme om at komme i gymnasiet.

Drømmen om astrofysiker
I dag går Ahmed i 1.g, hvor han har matematik og kemi på A-niveau. Han drømmer om at blive astrofysiker, hvis alt flasker sig. Derfor er han stadigvæk i læringscaféen, så han kan blive ved med at forbedre sig.

“Jeg kommer i læringscaféen, da jeg kan få hjælp til mine opgaver og lektier. De frivillige er virkelig gode. De hjælper meget og er søde og flinke, de motiverer en til at komme forbi. Jeg har før været i andre lekticaféer, hvor de frivillige ikke havde så meget tid, men det er ikke tilfældet her hos Red Barnet Ungdom. De er virkelig gode til at hjælpe de elever, der har brug for det.”

Efter sommerferien starter Ahmed i 2.g, men planen er stadigvæk at komme i læringscaféen. Niveauet vil gradvist blive skruet op i gymnasiet, hvilket Ahmed er meget opmærksom på. I læringscaféen har Ahmed muligheden for at komme og få hjælp af de frivillige, hvis der er noget han gerne vil have uddybet. Det er dog ikke udelukkende på grund af de faglige input, at Ahmed er i læringscaféen.

“De frivillige er ret sjove. Det er også en af grunde til at jeg kommer her. Selvfølgelig er det rart at få hjælp med mine lektier og forbedre mine karakterer, men de frivillige er også super sjove at omgås med, hvis jeg skal være helt ærlig. Måske bliver jeg astrofysiker i fremtiden og måske bliver jeg ikke, men læringscaféen har i hvert fald vist mig, at man kan meget mere end man lige går og tror.”

Børn i hele landet skal have muligheden for at få hjælp
Læringscaféen som Ahmed går i er en del af Partnerskabet mellem Egmont Fonden og Red Barnet Ungdom, som hedder ‘Mod på Skolelivet’, og skal give 5.000 børn mod på skolelivet ved at engagere 3.500 unge frivillige i 120 læringscaféer og 400 lektievenner-match over hele Danmark. Partnerskabet løber fra 2018-2021.