“Pigeklubben i Valby har lært mig meget”

Cæcilie ledte efter et frivilligt projekt, der kunne bruge hendes hjælp. Valget faldt på RBU’s pigeklub i Valby, som hjælper udsatte piger med at få et sammenhold gennem sjove og sociale aktiviteter.

Cæcilie er 23 år, studerende og bor på Nørrebro. For 1 ½ år siden besluttede hun sig for at melde sig ind i Red Barnet Ungdom, da hun gerne ville gøre en forskel i hverdagen. Hun havde i længere tid gået med tanken om at være frivillig, og spurgte tit sig selv, hvad hun lige præcis kunne hjælpe med til. Cæcilie ringede derfor ind til Red Barnet Ungdoms sekretariat, og forhørte sig om de forskellige projekter. Hun besluttede sig at være frivillig for pigeklubben i Valby, der stod og manglede frivillige. I pigeklubben i Valby kommer mange piger, hvor forældrene hverken har tid eller ressourcer til at tage deres børn i fritidsordning, eller andre aktiviteter som for eksempel svømning eller fodbold. Alle er velkommen i klubben, da det vigtigste er det sociale fællesskab og de fælles positive oplevelser for børnene der kommer i klubben. Cæcilie har været super glad for at være frivillig i klubben, da hun har lært utrolig meget på kort tid:

“Jeg synes det har givet mig en masse kompetencer, at tage ansvar i forskellige situationer. Jeg er blevet klogere på, hvordan man faciliterer ting, og hele lederrollen er jeg vokset i, da de her piger har brug for en rollemodel at spejle sig i. Samtidig har det også bare været helt fantastisk at lære alle de andre frivillige at kende. ”

“Den bedste dag i mit liv”
Mange af de børn, der kommer i klubben har ikke de samme ressourcer og muligheder, som deres jævnaldrende venner. Derfor besluttede Cæcilie og de andre frivillige i klubben, at spare op til en hyggelig tur i Tivoli. Cæcilie fortæller, at selvom det var hårdt og tog lang tid at spare pengene op, så var det alt det hårde slid værd, når man så glæden i pigernes øjne inde i Tivoli:

“ Der var en del af de her piger, der aldrig nogensinde havde været i Tivoli før. Det var helt magisk at opleve deres entusiasme. Det var december og den første sne var lige faldet, der var lyskæder over det hele og alt var bare så sødt, ” siger Cæcilie med et kæmpe smil og fortsætter.

”Jeg skulle så interviewe de her piger bagefter for at høre, hvad der havde været det bedste ved Tivolituren. Jeg kan huske der var en af pigerne, som fortalte at det havde været den bedste dag i hele hendes liv. Det var helt hjerteskærende. ”

Tager en masse med
Udover at have masse gode oplevelser med børnene og de andre frivillige, så tager Cæcilie også noget social og fagligt med, som hun er sikker på kan bruges fremadrettet. Der er således ingen tvivl om, at det frivillige arbejde har været en kæmpe gevinst for Cæcilie, og hun håber på at endnu flere kunne have lyst til at prøve kræfter med det frivillige arbejde:

“Mit bedste råd til dem som gerne vil være frivillig er, at man skal huske at nyde det. Man skal ikke tænke på det som et arbejde, men i stedet fokusere på at du gør en stor forskel for sårbare og udsatte børn, samtidig med at du selv lærer en masse ting. Der er ikke de samme krav, som hvis du er ude på arbejdsmarkedet, så det handler om at suge til sig og udvikle sig. På kort tid har jeg således fået pædagogiske færdigheder, lært noget om at omgås børn – og hvordan man sætter sig i gensidig respekt. Det er helt sikkert nogle redskaber jeg kan bruge i fremtiden. ”