Christopher på ni år var ved at miste modet på skolen: en lektieven blev hans redning

Christopher kæmpede med det danske sprog efter at have boet en stor del af sit liv i Ghana sammen med sin familie. Allerede i 2. Klasse kunne skolen konstatere, at han var langt bagud i forhold til sine klassekammerater. Men mødet med lektievennen Josephine blev et vendepunkt.

 

Christopher havde svært ved at læse og skrive, så selv de mest simple dansk tekster og matematikopgaver blev fuldstændig uoverskuelige. Det er kun få år siden, at han flyttede fra Ghana til Danmark sammen med sin far og lillebror, så hans danske er endnu mangelfuldt. Christopher har dog altid været en skarp og kvik dreng, men de mange faglige nederlag har påvirket hans humør.

For at bryde den negative cirkel begyndte Christophers far at lede efter lektiehjælp, da skolen ikke kunne tilbyde den specialundervisning, som Christopher desperat havde brug for.

” Jeg kunne se at Christopher havde brug for et skub i den rigtige retning, så han igen kunne få gå-på-mod i skolen. Det var tydeligt, at han havde brug for selvtillid, og det skulle ske gennem en person, der kunne støtte ham fagligt,” fortæller Christophers far, Fred.

Efter et stykke tid faldt Fred over lektievenner projektet, som blev starten på et positivt kapitel i Christophers liv.

Mødet med Josephine   

Christopher blev tilmeldt projektet og kort tid efter stod han overfor sin nye lektieven Josephine. Josephine husker tydeligt det første møde med Christopher. Hun husker, at der stod en stille og genert dreng foran hende og en forventningsfuld far og lillebror. Selvom det første møde var lidt overvældende for dem begge, kunne Josephine med det samme mærke, at det her var det helt rigtige match. Det var tydeligt for Josephine, at Christopher ikke kunne overskue skolen og manglede fagligt overskud, men langsomt og sikkert begyndte der at ske positive fremskridt. Christopher begyndte at åbne sig mere op, og samtidig begyndte det danske pludselig at give mening:

“ På et tidspunkt fik jeg en kæmpe krammer, da vi skulle mødes og lave lektier. Det blev starten på en ret eksplosiv faglig udvikling for Christopher, hvor der virkelig blev taget store skridt i den rigtige retning. Nu får jeg en kæmpe krammer hver gang vi mødes, og Christopher fortæller, at han ser frem til at mødes med hele ugen. Jeg er bare så stolt af den udvikling han har været igennem”, fortæller Josephine.

Christopher tilføjer:

” I starten var det ikke så sjovt at mødes i weekenderne med Josephine. Det er dog lige meget nu, da jeg glæder mig hver gang Josephine kommer – og hun har gjort mig meget bedre til dansk, og vi har det sjovt sammen.”

Samtidig med at Christopher har rykket sig både fagligt og socialt med Josephine, så besluttede Christophers far også at han skulle skifte skole. Christopher får derfor i øjeblikket specialundervisning, hvor der er særlig fokus på dansk.

Meget mere gå-på-mod i skolen

Blandingen af specialundervisningen og lektieven matchet med Josphine betyder, at der ikke går lang tid før Christopher igen kan gå i en normal folkeskoleklasse. Det håber Christopher også selv på.

” Altså jeg savner mine klassekammerater meget i min hverdag, så jeg håber jeg snart kan komme tilbage tilbage til en normal klasse igen,” fortæller Christopher.

Børn i hele landet skal have muligheden for at få hjælp
Lektievenner er en del af Partnerskabet mellem Egmont Fonden og Red Barnet Ungdom, som hedder ‘Mod på Skolelivet’, og skal give 5.000 børn mod på skolelivet ved at engagere 3.500 unge frivillige i 120 læringscaféer og 400 lektievenner-match over hele Danmark. Partnerskabet løber fra 2018-2021.