Pigeklub tog på hæsblæsende dansk samurai-eventyr i biografmørket

Ni piger fra pigeklubben på Nørrebro i København fik sig en ordentlig grinetur i biografen, da de var inde at se den danske animationsfilm Ternet Ninja.

 

Lyden af raslende slikposer, slubrende sodavand og biografsalens buldrende lydanlæg kunne ikke overdøve ni pigers fnis og latterhvin, da pigeklubben på Nørrebro var inde at se animationsfilmen Ternet Ninja i Empire Bio på Nørrebro.

Cecilie, der er frivillig i pigeklubben, kunne heller ikke lade være med at trække på smilebåndet over pigernes højlydte latterudbrud. Efter filmen var de alle enige om, at de havde haft en super oplevelse med film, popcorn og sodavand.

Én gang om måneden udforsker pigeklubben og dets frivillige byens tilbud, og denne gang blev det altså til en biograftur.

Et tilfældigt møde
I biografen mødte Cecilie en pige, som tidligere havde været en del af pigeklubben. Pigen fortalte, at hun i dag går i 10. klasse og stadigvæk har kontakt med mange af de piger, hun mødte i klubben, da hun var yngre. De fleste veninder, som hun mødte i klubben, går nu i 1.g i gymnasiet, og det er da også hendes plan at starte i gymnasiet, når hun er færdig med 10. klasse.

“Det var dejligt at møde en af de tidligere piger fra pigeklubben og se, at hun har det godt. Det er en fed udvikling, mange af de her piger gennemgår, og jeg er meget stolt over, at kunne påvirke dem i en positiv retning,” fortæller Cecilie om det tilfældige møde.

Mange af pigerne i pigeklubben har nemlig en belastet baggrund med få ressourcer, og har derfor brug for støtte og gode oplevelser.

Stærkt sammenhold
Det er vigtigt for de frivillige, at pigerne bliver involveret i hvilke aktiviteter, de skal lave i klubben. Pigerne har været med til at arrangere alt fra en spa-dag til høvdingebold. Cecilie husker tydeligt en pige, der virkelig havde brug for det frirum, som pigeklubben tilbyder.

“På et tidspunkt var der en pige, som var en af de ældste i pigeklubben. Hun udfordrede og testede os meget, så vi var lidt i tvivl om, hvordan vi skulle gribe situationen an. Hun blev dog ved med at komme i klubben, og begyndte at åbne mere og mere op. Vi fandt ud af, at hun havde fem søskende, som hun hver dag skulle lave mad til. Hun havde brug for at være et barn, og det var lige præcis det, pigeklubben kunne give hende. Hun havde brug for det frirum, så hun ikke skulle tænke på sine fem yngre søskende,” fortæller Cecilie.

I pigeklubberne er det sociale samvær i fokus, og her foregår aktiviteter som sport, teater, rollespil og meget mere. Målet er at give udsatte piger oplevelser og fællesskab.