Fem gode råd til frivillige i Red Barnet Ungdom

Fem gode råd, som måske vil gøre det lidt lettere og sjovere at være frivillig i Red Barnet Ungdom.

Tjek ind og ud med børnene

En god måde at starte dagen på, er ved at tjekke ind og ud med børnene, når I mødes. Du kan spørge børnene, hvordan de har det, hvad de glæder sig til, og hvad det bedste ved dagen har været. Det er vigtigt, at du og børnene hele tiden minder hinanden om de små sejre i jeres fælles relation.

Hav tålmodighed

Det tager tid at skabe et stærkt bånd mellem en frivillig og et barn. For nogle vil det gå hurtigere, for nogle vil det tage længere tid, men hav tålmodighed. Din indsats gør en kæmpe forskel.

Deltag i fællesskabet

Det er dejligt at gøre en forskel for et barn, og det er rart at dele oplevelsen med nogen. Det både sjovt, hyggeligt og lærerigt at deltage i fællesarrangementer med medfrivillige fra dit og andre projekter. Red Barnet Ungdom holder løbende lokale sommerfester, fælles uddannelsesdage, arrangementer for både børn og frivillig og meget mere. Kom med!

Er du presset, så tal om det

Mange af Red Barnet Ungdoms frivillige er engageret i mange forskellige projekter, hvilket gør, at tiden kan være knap. Hvis du kan mærke, at du i en periode har for travlt, så sig det til dine medfrivillige eller kontakt Red Barnet Ungdoms sekretariat. Der kan sikkert findes løsninger, til du igen kan engagere dig på fuld kraft.

Form Red Barnet Ungdom og dit projekt

Red Barnet Ungdom er en landsdækkende demokratisk ungdomsorganisation. Til det årlige landsmøde har du stemmeret, hvor du kan stille forslag og påvirke beslutninger og forme det projekt, du er en del af.

Hvis du er i tvivl om noget, så kontakt sekretariatet
Du er altid velkommen til at kontakte Red Barnet Ungdom sekretariat, hvis der er noget, som du er i tvivl om. Intet problem er for stort eller småt, når det kommer til de frivilliges og børnenes velbefindende.

Se Red Barnet Ungdoms kontaktoplysninger her.