Når coronakrisen rammer: Sami og Dominika laver lektier sammen – hver for sig

Dominika var fast besluttet på, at coronakrisen ikke skulle stoppe hende fra at hjælpe 12-årige Sami med lektierne. Selvom de for en stund ikke kan mødes fysisk, så har de to lektievenner fundet ud af, at man sagtens kan gange og dividere online via video-opkald. Under coronakrisen er Red Barnet Ungdoms projekter for sårbare nemlig blevet digitale.

 

Da Red Barnet Ungdoms aktiviteter i første omgang blev sat på pause på grund af coronakrisen, blev 21-årige Dominika nervøs for, om nedlukningen betød, at hun som frivillig ikke længere kun hjælpe 12-årige Sami med skolearbejdet som en del af projektet Lektievenner.

”Da Red Barnet Ungdoms aktiviteter lukkede ned, skyndte jeg mig at skrive til Samis mor og fortælle, at jeg stadig gerne ville hjælpe Sami med lektierne. Hun takkede ja til tilbuddet, og vi besluttede at fortsætte lektiehjælpen online,” forklarer Dominika.

Dominika var nemlig nervøs for, at den tillid og relation, som hun har opbygget til Sami, ville gå itu, nu hvor hun vidste, at der ville gå noget tid, før de kunne gå mødes igen. Dominika og Sami er dog ikke alene om at mødes online, da flere af Red Barnet Ungdoms projekter nu er blevet digitale.

Sammen på afstand

Da det var en ny og anderledes måde, de to lektievenner skulle bruge tid sammen på, sørgede Dominika for at forberede sjove aktiviteter med Sami via kameraet for at løsne stemningen, inden de skulle i gang med lektiehjælpen.

”Mit bedste råd til andre frivillige, der gerne fortsætter deres aktiviteter online, er at starte med en god icebreaker til at løsne stemningen, inden man går i gang med lektierne. Vi brugte blandt andet terninger med bogstaver og formede ord ud af de bogstaver, som terningerne landede på. Denne gang var temaet corona, så kunne vi nemlig samtidig få snakket lidt om, hvordan det går, når det hele nu er så nyt anderledes,” siger Dominka.

12-årige Sami har længe haft svært ved matematikken, men med en frivillig lektieven går det nu i den rigtige retning. Sami og Dominika har arbejdet med arealberegning, og Dominika fandt hurtigt en metode, der virkede for Sami:

”Han er vildt god til at visualisere ting! Så jeg begyndte at lave nogle små kort med figurer på ene side, og formlerne for at regne figurernes areal ud på den anden side. Det har fungeret supergodt, og han regner arealerne ud næsten uden hjælp. Det er selvfølgelig lidt sværere nu, når det foregår på Facetime, men jeg synes, at vores lille digitale omstilling er gået over al forventning indtil videre,” forklarer hun.

Her er det okay at svare forkert

Inden Sami fik en lektieven, havde han ikke særlig meget motivation, når det kom til matematik, og han var ofte bange for at svare forkert. Derfor brugte Dominika meget tid på at lære ham, at det er okay at komme med forkerte svar.

”Jeg er der jo for hans skyld, så når vi sidder og laver matematik, er der ingen der griner af et forkert svar,” forklarer hun.

Og noget tyder på at det har hjulpet, for Sami har siden da blevet bedre til at gange og dividere.

Dominika læser til lærer, så for hende var det naturligt at blive lektieven.

”Jeg ved selv fra min uddannelse, hvor svært det er for læreren, at give børnene den form for en-til-en undervisning, som børnene kan have brug for. Derfor ville jeg gerne hjælpe med netop det, fordi jeg også håber, at nogen vil hjælpe de af mine elever, som skulle få brug for det, når jeg bliver lærer,” fortæller Dominika. Indtil da hjælper hun Sami med matematikken.

Digitale fællesskaber

Projektet ’Lektievenner’ en del af et partnerskab med Egmont Fonden, som skal give 5.000 børn mod på skolelivet ved at engagere 3.500 unge frivillige i to forskellige projekter, hvor Lektievenner er det ene af projekterne, og Red Barnet Ungdoms læringscaféer er det andet.

Red Barnet Ungdoms læringscaféer og projektet Lektievenner fortsætter i digitale versioner under coronakrisen, nu hvor børnene ikke kan mødes med de frivillige fysisk. Det samme gælder for rollemodelprojektet Barnets Ven og Red Barnet Ungdoms indsatser for børn med flygtningebaggrund.

Tuborgfondet støtter Red Barnet Ungdoms arbejde med at digitalisere eksisterende projekter og skabe online fællesskaber under coronakrisen. Dermed har Red Barnet Ungdoms frivillige fortsat mulighed for at hjælpe og støtte sårbare børn i Danmark i den periode, hvor børnene og de frivillige ikke kan mødes.

Giv et bidrag til Red Barnet Ungdoms arbejde for sårbare børn i Danmark her.