En sjældenhed i en ungdomsorganisation: Næstformand fejrer tiårsjubilæum

Det er sjældent, at frivillige kan fejre tiårsjubilæum i en ungdomsorganisation. Næstformanden i Red Barnet Ungdoms bestyrelse, Asger Ougaard, er en af de sjældne. Han har brugt en tredjedel af sit liv på at arbejde for at forbedre børns rettigheder. Jubilæet markerer samtidig også begyndelsen på afslutningen for hans tid som frivillig i Red Barnet Ungdom.

”Der har været tidspunkter, hvor jeg har været nødt til at køre aktivitetsniveauet lidt ned. Men der har ikke været tidspunkter, hvor jeg har overvejet at stoppe,” svarer Asger Ougaard med en smule overraskelse i stemmen.

Overrasket, fordi han i sine ti år i Red Barnet Ungdom aldrig har tænkt på at stoppe som frivillig. Heller ikke når der var travlt på studiet, og heller ikke nu, hvor han har fuldtidsjob og familie. Men det er ikke altid ligetil at få frivilligt arbejde til at hænge sammen med alt andet.

“Det kræver en masse planlægning og en forstående kæreste,” siger han med et grin.

Nu fejrer han tiårsjubilæum som frivillig, og det er en sjældenhed i en ungdomsorganisation. Han startede i en ung alder, bare 19 år gammel, og lige siden er han kommet vidt omkring i organisationen. I dag er han 29 år og sidder som næstformand i den nationale bestyrelse, men når han snart fylder 30 år, må han desværre vinke farvel til det frivillige arbejde. Derfor er tiårsjubilæet også en påmindelse om, at hans tid i Red Barnet Ungdom snart er slut.

Ti års frivillighed i Red Barnet Ungdom

Vi spoler tiden tilbage til 2010, hvor Asger gik i gymnasiet. Han havde lyst til at prøve kræfter med frivilligt arbejde, og umiddelbart havde han tænkt på at hjælpe i en lektiecafé, fordi det var noget, han kendte. Men et opslag på gymnasiets intranet, om et nystartet projekt for børnene på Asylcenter Avnstrup, blev startskuddet på Asgers tid som frivillig i Red Barnet Ungdom. På Asylcenter Avnstrup var han med til at starte en søndagsklub for børnene, og her slog det ham, hvor lidt der skal til for at gøre en forskel i et barns liv.

“Jeg kan huske en af mine første gange, hvor vi var derude, og egentlig sad og tegnede og spillede brætspil. Der var en dreng, der ikke gad det, så jeg gik ud og spillede fodbold med ham. Jeg tror, vi stod udenfor i to timer, hvor han skød på mål på mig. Det virkede til, at han havde haft en helt fantastisk dag bagefter. Det slog mig, at der ikke skulle ret meget til – at det bare var fedt for ham, at der var nogen, der gad at være der og lege med ham,” fortæller Asger.

En voksende interesse

Selvom det er sammen med børnene, at man gør en direkte forskel, så voksede Asgers interesse for arbejdet med de frivillige. Han ville gerne arbejde på et mere organisatorisk plan, så han kunne hjælpe de frivillige med at skabe de bedste rammer for børnene. Derfor meldte han sig til bestyrelsen i Roskilde Lokalforening, og det arbejde var han rigtig glad for. Efter nogle år var det derfor naturligt for Asger at blive en del af den nationale bestyrelse, hvor han i dag har været næstformand i lidt over et år.

Med ti års frivilligt arbejde i bagagen har Asger haft masser af gode oplevelser. Derfor er det svært for ham at vælge, da han bliver spurgt ind til, hvad der har været den største oplevelse. Men hvis han skal fremhæve én ting, så er det partnerskabet ‘Mod på skolelivet’, som Red Barnet Ungdom har indgået med Egmont Fonden. Partnerskabet skal give 5.000 børn over hele Danmark mod på skolelivet gennem læringscaféer, læringskolonier og projektet Lektievenner. Og udover at være en indsats, der hjælper børn til at få styrket deres evne til at lære, så tilføjer Asger også, at det har været fedt at opleve den anerkendelse, som samarbejdet er et udtryk for.

“Det tror jeg er noget af det, der har været den største oplevelse for mig. Ikke nok med at vi selv synes, at vi er gode og kan gøre noget, så er der nogen, der har lyst til at støtte os så markant og indgå et partnerskab, fordi de også tror på, at vi kan gøre en stor forskel,” siger han.

Tiårsjubilæet markerer også begyndelsen på afslutningen

I dag er Asger 29 år, og når han snart fylder 30 år, kan han ifølge Red Barnet Ungdoms vedtægter ikke genopstille til bestyrelsen. Derfor markerer jubilæet også begyndelsen på en afslutning.

“Det er selvfølgelig svært. Det er jo en tredjedel af mit liv, der er gået med det her, så det er mærkeligt at tænke på, ikke at være en del af det længere. Samtidig tror jeg, at det er meget godt, at der kommer nogle nye, friske mennesker ind i bestyrelsen. Nu har jeg været der længe nok,” forklarer han.

Asger ser dog tilbage på de seneste ti år med stolthed. Det har været nogle år, hvor Red Barnet Ungdom har været gennem en rivende udvikling. Særligt coronakrisen har vist, hvad organisationen kan, når det gælder om at omstille sig og tilpasse sig de nye behov, som krisen medførte. Men for organisationens fremtid har Asger særligt ét ønske. Nemlig, at organisationen kan blive en større stemme i debatten om børn i udsatte positioner.

“Jeg håber, at Red Barnet Ungdom er nogen, der bliver inviteret med til debatter om børn. Vi har en masse viden, fordi vi gennem mange år har lavet aktiviteter for og med børn. Vi har nogle rigtig gode erfaringer, som kan bruges på det her område, og vi kan noget helt særligt i forhold til at hjælpe børn med at styrke deres selvværd og trivsel,” siger han.

Et hul, der skal udfyldes

Sin egen frivilligstemme forventer han dog at sætte i bero, når han ikke længere kan være aktiv i Red Barnet Ungdom.

“Jeg tror, jeg lige skal have en pause, hvor jeg ikke har noget frivilligt arbejde, og hvor jeg bruger lidt tid på familie og på job. Men jeg tror, at det kommer til at efterlade et hul, som jeg lige skal finde ud af, hvordan jeg får fyldt ud igen, afslutter Asger.

I Red Barnet Ungdom hjælper vores 1.700 frivillige børn i udsatte positioner i hele Danmark. Vil du hjælpe som frivillig? Så kan du kan læse mere om alle Red Barnet Ungdoms aktiviteter her.