Frivillige skaber et frirum for 40 børn, der er flygtet fra krisen i Afghanistan

Nadia og de andre frivillige på Asylcenter Hviding tæt på Ribe er i en helt særlig situation. Med Talebans overtagelse af Afghanistan står de frivillige pludselig med 40 nye afghanske børn, som skal starte i Red Barnet Ungdoms søndagsklub.

I forbindelse med flygtningekrisen i Afghanistan flyttede en masse nye familier pludseligt ind på Asylcenter Hviding. Det betyder, at der nu er endnu mere brug for Red Barnet Ungdoms søndagsklub. Klubben, der normalt har besøg af 10 børn, har nemlig fået 40 ekstra børn på meget kort tid. Selvom det er en stor udfordring at byde så mange nye børn velkommen, har klubbens frivillige taget det med oprejst pande.

”Det er klart, at der er flere krav til os, når der er flere børn i aktiviteten. Men vores arbejde har ikke som sådan ændret sig. Vi møder stadig op for at opbygge meningsfulde fællesskaber, uanset hvad børnene har med i bagagen,” fortæller Nadia, som er projektleder i frivilliggruppen.

”Med søndagsklubben skaber vi et frirum fra alt det andet, der sker i børnenes liv. Et sted, hvor børnene har mulighed for at bestemme lidt i alt det usikre,” siger hun.

I den forbindelse er sprogbarrieren den største udfordring. Det gælder både for de frivillige og for de børn på centeret, som har boet der i længere tid og som ikke kommer fra Afghanistan. Heldigvis har børn den fantastiske egenskab, at de altid kan mødes over en god leg, fortæller Nadia.

“Det er fantastisk at se, hvor hurtigt nye venskaber opstår i børnehøjde. Den nye børnegruppe giver mere liv på centeret. Forældrene støtter virkelig op om, at børnene kommer afsted. Måske fordi det også giver dem en lille pause,” forklarer Nadia med et smil.

De frivillige har lavet en fin invitation til sodavandsdiskotek

En aktivitet, der starter festen og fællesskabet

Til den seneste søndagsklub valgte de frivillige, at de ville afholde en helt særlig aktivitet. Der skulle nemlig være sodavandsdiskotek på centeret.

Da der er tale om en lidt ekstraordinær aktivitet, tog to frivillige ud på centeret et par dage før og afleverede invitationer direkte til børnene. På den måde var de sikre på, at alle vidste, hvad der skulle ske. Det blev en stor succes, hvor over 50 børn var med.

En af de frivillige, som er DJ, havde taget et musikanlæg og en masse farverige lys med, så der blev lavet et stort dansegulv, og en lokal leverandør fra Esbjerg havde doneret flere kasser med sodavand til dagen. Så der var lagt op til en stor fest, da børnene mødte op.

Det blev en stor succes, hvor børnenes glæde og begejstring skinnede så meget igennem, at flere af forældrene kom og takkede de frivillige efterfølgende.

For frivilliggruppen betyder det, at de kan se tilbage på denne søndag som et særligt vellykket arrangement. Det, der betyder mest for dem, er at mærke opbakningen fra både børn og forældre. For uanset om der er 10 eller 50 børn til stede, gør de frivillige deres bedste for at skabe frirum med plads til leg.

Vil du også være frivillig på et asylcenter, så læs mere her.

De frivillige har pyntet fint op til fest