Astrid Engberg bliver ny generalsekretær i Red Barnet Ungdom

En stærk lederprofil, kendskab til frivillighed og socialt arbejde med børn samt klare visioner for Red Barnet Ungdoms udvikling blev vægtet, da Red Barnet Ungdoms bestyrelse offentliggjorde, at Astrid Engberg indtræder som ny generalsekretær i organisationen.

En enig bestyrelse har efter en grundig og længerevarende ansættelsesproces offentliggjort valget af 43-årige Astrid Engberg som ny generalsekretær i Red Barnet Ungdom.

Da Astrid tiltrådte stillingen den 1. oktober, så forlod hun samtidig posten som national chef i Red barnet Ungdom, som hun har varetaget siden 2014. Udover erfaringen fra Red Barnet Ungdom trækker Astrid Engberg på erfaringer fra tidligere ansættelser som sekretariatsleder i Red Orangutangen og en baggrund i Operation Dagsværk og Oxfam Ibis.

Forkvinden for Red Barnet Ungdom Stine Alkert begrunder valget af Astrid Engberg således:

”Red Barnet Ungdom er en organisation i vækst. Vi har store ambitioner og en ny strategi på vej. Derfor har vi valgt en leder, vi tror på med sikker hånd, kan tegne kursen for organisationen og være en kompetent sparringspartner for bestyrelsen,” siger Stine Alkert og forsætter:

”Vi valgte Astrid Engberg ud af et velkvalificeret ansøgerfelt, da hun er en visionær frontperson og en stærk kulturbærer, som oprigtigt brænder for at gøre barndommen bedre for børn i en svær situation. ”

Noget nyt og noget brugt

Under Astrid Engbergs lederskab som national chef i Red Barnet Ungdom er antallet af frivillige vokset med 60%, og finansiering fra fonde er fordoblet. Rolleskiftet i Red Barnet Ungdom er derfor en anledning til at forsætte den positive udvikling, som organisationen allerede befinder sig i. Det skal gøres ved både at bygge ovenpå succeserne og tænke nyt.

“Alt for mange børn i Danmark mangler venner og trygge fællesskaber, hvor de kan udvikle sig. Derfor er der hårdt brug for de aktiviteter, som Red Barnet Ungdoms over 1.500 fantastiske unge frivillige driver hver uge landet over. Red Barnet Ungdom har en stærk kultur og organisering, som giver os et solidt fundament for at engagere endnu flere sårbare børn i sjove og udviklende børne- og ungefællesskaber i de kommende år, “siger Astrid Engberg og understreger:

“Fremover vil Red Barnet Ungdom i langt højere grad række ud til omverdenen og finde sammen med alle de gode kræfter, som deler vores vision. De sårbare og udfordrede børns perspektiv skal øverst på dagsordenen, og børnene skal selv sidde med ved bordet.”