Hvordan er det at være frivillig i en Venskabsgruppe?

Lær projektet Venskabsgruppe at kende fra Anna som er frivillig

"

Hvorfor har du valgt at være frivillig?
”Jeg har stort set altid lavet frivilligarbejde, og jeg synes bare, det er så hyggeligt, når det handler om børn. Derfor syntes jeg, at Red Barnet Ungdom passede rigtig godt til mig. Derudover synes jeg også, at man som frivillig i Red Barnet Ungdom har rigtig meget indflydelse på projekterne, hvilket bare er helt vildt fedt. Plus – så er det det bare verdens dejligste børn, vi har med at gøre! ”

Hvad vil det sige at være frivillig i lige netop Venskabsgrupper?

”Det er et meget overskueligt projekt at være en del af. Man skal kun mødes med børnene 2 søndage i måneden. Derudover er der et møde om måneden. Når man er sammen med børnene, handler det primært om, at børnene skal lære deres lokalområde at kende. Vi har været på biblioteksbesøg, stået på skøjter, været på børnemuseer, leget i parker og en masse andet. Det vigtigste er, at børnene får nogle venner, der bor tæt på dem. ”

Ville du anbefale andre unge at blive frivillig?

”JA! Det er et super godt projekt at være en del af! Det er helt vildt søde frivillige, man er sammen med, og børnene er også bare fremragende! Det fede er også, at det her projekt stadig er forholdsvist nyt. Derfor er der ikke langt fra det, man laver med børnene, til det organisatoriske. Man er meget inde over beslutningerne i projektet, hvilket giver én en masse ansvar og erfaring. ”

Hvad oplever du børnene får ud af projektet?

”Børnene får et frirum, hvor de bare kan få lov til at lege. De får nye venner og kan stille og roligt få bekendte i det område, de bor i. De får kendskab til, hvilke aktiviteter der er tæt på deres hjem, og på den måde kan de også lave hyggelige ting med deres egen familie. De kan få øvet deres dansk, og ellers bare møde børn, der er i samme situation som dem selv. ”