Yassine og Kalmargade kæmpede til Lemvig Cup

Yassine og Farxan stillede kampklar op sammen med tolv andre drenge og seks frivillige fra Drengeklubben Kalmargade til Lemvig Cup for at erobre Jyllandsmesterskabet i indendørs fodbold. Drengenes første kamp var mod de regerende mestre, så drengene var fulde af kampgejst og havde højt humør. 

Drengene fra Kalmargade spiller fodbold sammen i klubben hver søndag, og nu var tiden kommet til, at drengene skulle vise deres talent. Drengene og de frivillige fra Kalmargade ankom fredag eftermiddag til Lemvig Gymnasium, hvor de skulle overnatte. Eftermiddagen forløb med at spille bordtennis, og fredag aften var der arrangeret fest for stævnets hele 1.700 deltagere. Drengene og de frivillige havde en festlig aften, hvor de hoppede og sprang til musikkens beat helt indtil midnat.

Lørdag skulle drengene vise deres værd på fodboldbanen. De to kaptajner, Yassine og Farxan, havde startopstillingen klar, og taktikken blev finjusteret før afgang. Kalmargade stillede op med to sprængfarlige hold. Drengene spiller til daglig sammen hjemme i klubben, og nogle af drengene træner også selv i klub.

Allerede i den første kamp skulle drengene spille mod vinderne fra de seneste to år, og det var uden tvivl den vigtigste kamp! Kunne det lykkes drengene fra Kalmargade at få point mod disse stjerner?

Kalmargade lagde ud med at lukke et uheldigt mål ind på indlæg, men med trænernes råbende hjælp fra sidelinjen, lykkedes det kort efter drengene at score og udligne til 1-1. Kampens resultat endte med at blive 2-2, og holdet var veltilfredse.

Drengene kæmpede videre i de resterende fodboldkampe i tre hårde timer, men uden det blev til den helt store guldmedalje for denne omgang. Drengene lod det dog ikke ødelægge deres høje humør, og i bussen på vej tilbage til gymnasiet blev der sunget og danset, som skulle man tro, de havde vundet hele mesterskabet. Se det er ægte sammenhold! Drengene blev dog enige om, at de skulle hjem og træne lidt på deres sammenspil til næste gang. Yassine, en af drengene fra klubben, fortæller:

”Selvfølgelig ville vi gerne vinde, men det handler mere om alt det andet, som turneringen gav os. Alle de oplevelser vi var fælles om, og den tid vi havde til at hygge os og have det sjovt. Vi fik også snakket en del og lærte hinanden endnu bedre at kende. Det var også fedt, at vi heppede på hinanden og støttede hinanden til kampene.”

Sent lørdag aften var det tid til at vende snuden hjemad. Alle var udmattede og trætte, men godt tilfredse og glade. Drengene og de frivillige blev enige om at vende tilbage igen næste år. Projektleder på Drengeklubben Kalmargade, Konstantin Andoni, fortæller:

”Det var et meget vellykket mesterskab, og vi vil helt sikkert gentage successen.”

Indtil da vil de fortsat mødes i klubben hver søndag og spille fodbold og fifa.

Mohamed og 38 asylbørn forvandles til superhelte

38 asylbørn var på magisk SUPERkoloni sammen med Emma og 22 andre frivillige, hvor asylbørns hverdag præget af utryghed og angst blev udskiftet med superhelteskattejagt, spindelvævsforhindringsbane og flødebollekonkurrence.

I weekenden d. 17.-19. oktober fandt efterårets asylkoloni sted i spejderhytten i Arresøcenteret i Frederiksværk. Her blev asylbørns ventetid på landets asylcentre udskiftet med en eventyrlig superhelteverden. Asylbørnene kunne for en stund slippe for at tænke på den usikkerhed og frygt, som de til daglig lever med. I stedet kunne de slappe af i trygge, sjove og hyggelige rammer. Ditte Charles, som er en af de frivillige ledere på asylkolonien, fortæller:

”Mange af de børn, der deltog i weekenden har set og oplevet ting, som ingen børn bør opleve eller se. Det er en rigtig god følelse, at give dem noget at smile over i en ellers hård hverdag.”

En af SUPERkoloniens særdeles sjove oplevelser var superhelteskattejagten ved navn ’jagten på skurken’. Her var ’slange-løb med Harry Potter’ en af posterne, hvor børnenes superheltekræfter for alvor blev sat på prøve. Andre eventyrlige aktiviteter på kolonien var spindelvævsforhindringsbane, gådeløsning, guldhentning hos heksen, gysertunnel, superhelteudklædning, samt sliksnørrebåndskonkurrence og flødebollekonkurrence.

Emma, der til daglig er frivillig på Center Sandholm, fortæller om hvad kolonien betød for hende:

”Det bedste ved kolonien var, at få lov at være sammen med de børn, jeg kender fra Sandholm, i mere end bare en time. Det var specielt fedt at være sammen med dem på en anden måde. Jeg synes, at børnenes selskab er skønt og inspirerende. Jeg havde en helt igennem fantastisk weekend, som både var sjov, udfordrende og lærerig!”

Særligt børnenes omsorg overfor hinanden gjorde stort indtryk på Emma.

”Jeg synes, det var enormt bevægende at se, hvor gode børnene generelt var til at dele og tage sig af hinanden. Vi havde tre syriske drenge med på kolonien, som er flygtet alene til Danmark. Den ældste af drengene tog sig rigtig meget af de to yngre drenge. En morgen, da jeg gik forbi drengetoilettet, lagde jeg mærke til, hvordan den ældste af drengene forsigtigt stod og friserede og satte hår på de yngre drenge – det var simpelthen så rørende at se,” fortæller hun.

Asylbørnene, der var på SUPERkoloni, kom fra Center Sandholm, Center Avnstrup og Center Kongelunden, hvor Red Barnet Ungdom har frivilliggrupper, der laver aktiviteter med børn, der er støttet af Erik Thunes legat.
Derudover har Red Barnet Ungdom modtaget en flot bevilling fra Østifterne på 150.000 kr., så det bliver muligt at holde flere asylkolonier i 2015 og 2016.