info og tilmelding til ekstraordinært landsmøde

Kære medlem af Red Barnet Ungdom

Landsbestyrelsen indkalder hermed til ekstraordinært landsmøde i Red Barnet Ungdom, jf. vedtægternes §5 om ekstraordinært landsmøde:

Sted: Codanhus, Gammel Kongevej 60, 1850 Frederiksberg C
Tid: 17. december 2025, kl. 17.00-18.30

Desværre skete der en teknisk/menneskelig fejl i de vedtægtsændringer, der blev forberedt til landsmødet 1. november 2025, og en paragraf om tegningsret var ved en fejl faldet ud af vedtægtspakken. Tegningsret betyder, hvem der – på vegne af organisationen – må underskrive og indgå aftaler, fx økonomiske eller juridiske dokumenter.

Da landsmødet besluttede at nedlægge kassererrollen, skulle forsamlingen efterfølgende have stemt om, at tegningsretten fremover skulle ligge hos forperson/forkvinde og et menigt medlem af forretningsudvalget. Den afstemning fandt ikke sted, fordi paragraffen utilsigtet var faldet ud. Derfor indkalder vi nu til et kort ekstraordinært landsmøde for at få vedtægterne bragt fuldt i overensstemmelse med landsmødets beslutning.

Tilmeld dig her og find dagsordenen mv. nedenfor:

Tilmelding til ekstraordinær landsmøde

Navn

Dagsorden

  1. Valg af dirigent
  2. Valg af referent
  3. Godkendelse af forretningsorden
  4. Behandling og afstemning af forslag til vedtægtsændring
  5. Andre indkommende forslag
  6. Eventuelt

Indkommende forslag skal være landsbestyrelsen i hænde senest 3 uger før mødet.

Forslag til vedtægtsændring fremsat af Landsbestyrelsen

Motivation for forslaget:
På landsmødet 1. november 2025 blev det besluttet at afskaffe kassererfunktionen som en del af den nye struktur for landsbestyrelsen. I den forbindelse bortfaldt den oprindelige bestemmelse om tegningsret, uden at en ny formulering blev indsat. Formålet er at bringe vedtægterne i overensstemmelse med den beslutning, landsmødet allerede har truffet.

Vedtægt:

Ny 8.9.1

Ændres fra

(Tidligere 12.2)
Kassereren tegner i samarbejde med bestyrelsesformanden/ bestyrelsesforkvinden/ bestyrelsesforpersonen foreningen økonomisk.

Forslag til vedtægtsændring

Bestyrelsesformanden/ bestyrelsesforkvinden/ bestyrelsesforpersonen i samarbejde med et menigt medlem fra FU tegner foreningen økonomisk.

Økonomiske dispositioner godkendes af Bestyrelsesformanden/ bestyrelsesforkvinden/ bestyrelsesforperson i forening med ét menigt medlem fra forretningsudvalget. I Bestyrelsesformanden/bestyrelsesforkvinden/ bestyrelsesforpersonens fravær godkendes dispositioner af næstformand/ næstforkvinde/ næstforperson et menigt medlem. De nærmere retningslinjer herfor uddybes i landsstyrelsens forretningsorden.