lektievenner
match i år
Lektievenner er for BØRN, der har brug for støtte med det faglige eller sociale i skolen
"Jeg er rigtig glad for at have en lektieven. Hun gør lektierne sjove ved at lave ordlege og spil i forbindelse med skolearbejdet. Jeg synes, det er sjovt, og jeg synes, jeg forstår tingene bedre."
Dreng på 12 år, Lektievenner
Lav selvtillid, dårlig trivsel eller problemer med at følge med i undervisningen. Lektievenner hjælper både med skolearbejdet og med at lappe en knækket selvtillid. I Lektievenner matches en frivillig med et barn, som de besøger én gang om ugen i barnets hjem. Det giver barnet tid, ro og støtte til at få styr på både 7-tabellen og dansk grammatik, og skaber et frirum, hvor der står en frivillig klar til at lytte, når børnene oplever, at det er svært at gå i skole.
Én-til-én tutoring
Den faglige støtte i Lektievenner er baseret på en én-til-én relation. Dette giver mulighed for at intensivere, målrette og tilpasse lektiehjælpen og træningen af faglige færdigheder, så der tages højde for det enkelte barns behov og læringsstil. Eneundervisning betyder desuden, at børnene ikke direkte sammenlignes med andre og dermed undgås negativ påvirkning af børnenes faglige selvtillid.
Social relation og trivsel
Selvom kerneydelsen i Lektievenner er faglig støtte til barnets skolearbejde og skoleliv generelt, lægges der også vægt på den sociale relation mellem det enkelte barn og den frivillige. Vores erfaring er, at den personlige støtte skaber en særlig social relation mellem barnet og den frivillige, hvilket har positiv indflydelse på barnets trivsel, selvværd og lyst til at lære. Derfor vægter vi relationen højt og prioriterer også det sociale aspekt. Der er afsat et mindre beløb i budgettet til sociale aktiviteter, såsom udflugter, snacks, spil osv., hvilket skal være med til at styrke barnets generelle trivsel, læringslyst og sociale udvikling.
Barnet på hjemmebane
I Lektievenner finder lektiehjælpen og den faglige støtte som udgangspunkt sted i barnets hjem. Dette er et trygt, velkendt og overskueligt miljø for eleven, hvilket fremmer koncentration og forudsætninger for læring.
Projektet er støttet af Østifterne, Hoffmann & Husmans Fond og TrygFonden.