Klub for udsatte børn får førstehjælp

30 socialt udsatte børn i Randers kan ånde lettet op. Den kommunale børneklub i Vangdalen har i en periode været truet af lukning. Men nu overtager Red Barnet Ungdom driften af klubben og sikrer, at børnenes eneste fritidstilbud overlever.

 

Vangdalen, et betonbyggeri i slidte pastelfarver centralt i Randers. Her bor mennesker fra hele verden. En del af beboerne taler dårligt dansk og mange er arbejdsløse. Blandt beboerne er en gruppe børn, som bruger det meste af deres fritid på plænerne mellem etagebygningerne. I flere år har “Bysekretariatet – en projektorganisation under Randers Bolig” drevet en klub for områdets børn, men har måtte opgive det igen. Det har været svært at finde frivillige til klubben og som konsekvens af dette, har bysekretariatet for kort tid siden tilbudt Red Barnet Ungdom at overtage klubben. Et tilbud Red Barnet Ungdom har grebet.

Vi glæder os til at lave en god klub for områdets børn, og vi har allerede fundet 13 nye frivillige, så vi kan løfte opgaven. Nu glæder vi os bare til at møde børnene”, fortæller 21-årige Aurelia Eldevig, der er frivillig projektleder for klubben.

Dem de andre ikke vil lege med
Klubben er et gratis tilbud til børn i alle aldre men størstedelen af klubbens brugere kommer fra familier, hvor ressourcerne er knappe. Kun få familier i området har råd til at lade børnene gå i fritidsordning eller komme i en sportsklub sammen med deres jævnaldrene kammerater.

Klubben er især for de børn, der ikke har andre steder at gå hen. Her kan vi give dem trygge rammer og gode oplevelser”, forklarer Aurelia og fortsætter:

Jeg håber hurtigt, at børnene finder ud af, at vi er her for dem, og at de bliver glade for at komme hos os!”.

To unge fra lokalområdet er blandt klubbens frivillige i opstartsperioden. De kender børnene og vil hjælpe med hurtigt, at bygge bro mellem børnene fra blokken og de frivillige. De lokale unge kender områdets problem og ved, hvad der skal til for at klubben bliver en succes.

Hvad skal vi lege?
Børneklubben i Vangdalen har tidligere været velbesøgt, og de frivillige fra Red Barnet Ungdom planlægger at bygge videre på succesen. Målet er at skabe et frirum, hvor børn kan være børn, og hvor alle kan være med.

Vi vil være en kreativ og mangfoldig klub, hvor børnene kan tegne og male, dyrke gymnastik og lave mad. Når vejret bliver bedre, så vil vi også lave udendørsaktiviteter og tage på udflugter med børnene. Børnene skal være med til at bestemme, hvad vi skal lave”, siger Aurelia.

Klubben i Randers havde officiel opstart i marts 2016. Red Barnet Ungdom driver i forvejen børneklubber i Aalborg, Århus og Købehavn. Formålet med klubberne er at give udsatte børn fællesskaber, gode barndomsminder og styrke børns demokratiske kompetence.
De frivillige fra Red Barnet Ungdom, der fremover vil bemande klubben, er alle unge mellem 17 og 30 år.