fbpx

TREDJE STOP:
barnets ven –  i  TIVOLI FRIHEDEN

D. 20. april besøgte jeg endnu et af vores fantastiske projekter. Denne gang gik turen forbi Barnets Ven. Her var 15 matches og 3 projektledere samlet til en fælles dag i Tivoli Friheden i Aarhus.

Min dag begyndte foran et solrigt tivoli, hvor jeg blev mødt med åbne arme, af glade og forventningsfulde børn og frivillige. Her talte jeg blandt andet med Mariam og hendes rollemodel Frederikke fra Horsens, som fortalte mig at de havde set meget frem til dagen. Da vi kom ind i parken, var begejstringen ikke til at tage fejl af. Så da turarmbåndene var sat på armene, blev vi spredt for alle vinde og så kunne herlighederne ellers begynde. Her fik jeg blandt andet fornøjelsen af at følges med Gaia og hendes rollemodel. Gaia havde gode overtalelsesevner, så hun fik lokket os begge op i forlystelser, som vi ellers ikke troede vi turde.

Burger og en tur i Dragen

Til frokost var der dømt burgere og pomfritter, hvilket vakte stor glæde i alle de sultne maver. Frokosten bød desuden på grin og gode snakke, hvor både frivillige og børn lærte hinanden bedre at kende. Herefter gik turen videre rundt i parken. Der var nemlig ingen tid at spilde, hvis alle forlystelserne skulle nås. Selvom der var fuld fart på forlystelserne, lykkedes det os dog at samle næsten hele flokken til en fælles tur i Dragen, inden vi igen blev spredt rundt om i parken.

Pludselig væltede regnen ind over tivoli, og vi søgte derfor læ. Heldigvis havde flere af børnene forinden fået anskaffet sig is, candyfloss eller slik, som de kunne hygge sig med i regnvejret. Her fik jeg lejlighed til at tale med de skønne børn om deres oplevelser med dagen. Og her blev jeg helt varm om hjertet, da en dreng sagde til sin rollemodel:

“Det bedste ved i dag var, at jeg var sammen med dig”.

Selvom tivoli, burger og slik umiddelbart måtte være en stensikker opskrift på en succesfuld dag for et barn, kunne det altså ikke konkurrere med hans seje rollemodel. Dette fine citat bekræfter mig del i, at der i Barnets Ven skabes nogle helt uvurderlige og unikke relationer, som gør en kæmpe forskel for de børn og unge, som er en del af projektet. Og det minder mig om vigtigheden og power-factoren af vores rollemodeller. Fordi hvis man kan vinde over en tivolitur, så gør man altså et eller andet rigtigt.

Traditioner og fællesskab

I løbet af dagen talte jeg med både rollemodeller og projektledere, der fortalte mig, at de var glade for at deltage, fordi de til arrangementet oplevede et fællesskab med de andre frivillige, som de sommetider kunne savne til hverdag. Konkret kom dette til udtryk ved, at næsten alle havde deltaget i arrangementet tidligere. De havde altså været så glade for at være med, at det var blevet til en tradition. Og til trods for at vi var samlet i Aarhus, kom alle faktisk fra andre byer end Aarhus, og havde derfor rejst længere for at få en god oplevelse og være en del af fællesskabet. Det må altså betyde, at der var noget, som var værd at rejse for. Og jeg er overbevist om, at de vil være at finde på deltagerlisten igen til næste år.

Et stort og varmt tak skal lyde til vores seje rollemodeller og projektledere på Barnet Ven. Både for en skøn og mindeværdig dag, men også for den store indsats og forskel i gør, for børn og unge. I gør en børneverden til forskel ❤

Vil du være frivillig i Barnets Ven? Læs mere her