ABDULKARIM – EN NY, STÆRK OG UNG DANSK STEMME I FN

Abdulkarim Harakow er navnet på en af Danmarks fire nye ungdomsdelegater i FN – indstillet til posten af Red Barnet Ungdom, og udvalgt af DUF (Dansk Ungdoms Fællesråd), der administrerer ungdomsdelegatprogrammet på vegne af Danmark.

Abdulkarim har siden 2022 været medlem af både Red Barnet og Red Barnet Ungdom, hvor han har dedikeret sig særligt til det internationale arbejde. Desuden repræsenterer han de unges perspektiver som medlem af det internationale udvalg i Red Barnet.

Jeg glæder mig utroligt meget til at komme i gang og er meget stolt af at være en del af de officielle danske delegationer til FN-topmøder, hvor jeg skal repræsentere den brede danske ungdom – Abdulkarim

To danske stemmer med samme fokus

Abdulkarim er valgt for en 2-årig periode, hvor han skal have særlig fokus på ligestilling og SRSR (seksuel og reproduktiv sundhed og rettigheder). Sammen med en anden delegeret Sofie Kallehauge Larsen, er han Danmarks unge stemme indenfor netop disse emner. Sofie har 1 år på bagen som FN-delegeret, derefter udvælges der en ny delegeret, som Abdul arbejder sammen med i det sidste år af hans periode på posten. Der er således altid to på posten med de samme temaer, hvoraf den ene har har mindst 1 års erfaring.

Internationalt arbejde

Abdulkarim går i fodsporene på store personligheder som fx Pia Olsen Dyhr og Troels Lund Poulsen, og skal i løbet af de næste to år deltage i en række nationale og internationale arrangementer. Første gang hans stemme bliver hørt, er til marts i ved kvindekonferencen i New York. Og forude ligger bl.a. også WHO generalforsamling i Geneve.

Ungdommen vokser i styrke!

Der har været unge delegerede og unge stemmer i FN siden 1972. Det giver et større fokus på – og mere indflydelse til – unge og unges meninger og holdninger. Og de unge stemmer vokser år for år:

Vi bliver flere og flere unge, og flere lande kommer med. Der er kommet et større fokus på ungeinddragelse i internationale processer, og dette har givet de unges stemmer en platform som hidtil før ikke er blevet set. Min makker og jeg vil derfor arbejde for at styrke denne platform og sikre at unges stemmer fortsat vil have en meningsfuld plads i FN. – Abdulkarim

Ung FN-delegat
Danmark sender årligt otte ungdomsdelegater til FN og andre multilaterale fora. Delegaterne er repræsentanter fra danske børne- og ungdomsorganisationer, som skal give unge en stemme i internationale beslutningsprocesser. FN-ungdomsdelegaterne bidrager også til formidling og forankring af globale dagsordner blandt danske unge gennem oplysningsaktiviteter. Læs mere om ungdomsdelegaterne her.