JOB I RED BARNET UNGDOM
Bliv en del af Danmarks vigtigste fællesskab for børn og unges rettigheder!
Projektkonsulent – børn, frivillighed og fællesskaber
Bliv en del af Danmarks vigtigste ungefællesskab for børn og unges rettigheder.
Forandring starter i relationer.
I Red Barnet Ungdom tror vi på, at unge kan gøre en afgørende forskel for børn. Derfor bygger vores arbejde på en særlig tilgang: ung-til-yngre i øjenhøjde.
Nu søger vi en projektkonsulent, som vil være med til at udvikle og understøtte dette arbejde.
Du bliver en del af vores programafdeling, hvor du sammen med engagerede kolleger, unge frivillige og samarbejdspartnere arbejder for, at endnu flere børn oplever trygge relationer, stærke fællesskaber og får mulighed for at trives, udvikle sig og kende deres rettigheder.
Stillingen har primært fokus på vores indsatser Læring og Børn på Flugt, hvor du blandt andet kommer til at arbejde med projekterne Springbrættet, Legefællesskaber og Venskabsgrupper.
Du er med til at skabe…
Som projektkonsulent bliver du en central del af udviklingen og den daglige understøttelse af vores programmer. Du er med til at skabe de rammer, der gør det muligt for unge frivillige at lykkes i mødet med børn, og du er med til at sikre, at vores indsatser udvikler sig, når ud til flere og gør en reel forskel.
Dine opgaver bliver blandt andet at:
- Sikre fremdrift i eksisterende projekter og understøtte etableringen af nye aktiviteter.
- Koordinere og udvikle indsatser i tæt samarbejde med unge frivillige, kolleger og samarbejdspartnere.
- Være teamleder for studentermedhjælpere og praktikanter (uden personaleansvar).
- Skabe og udvikle stærke samarbejder med kommuner, skoler, boligområder og øvrige samarbejdspartnere.
- Bidrage til projektstyring, målopfølgning, evaluering og vidensindsamling.
- Bidrage til fundraising, fondsrapportering og udviklingen af nye projekter og partnerskaber.
- Sikre kvalitet i aktiviteter, processer og den daglige drift.
- Arbejdet indebærer lejlighedsvis aften- og weekendarbejde.
Vi forestiller os, at du:
- Har en relevant børnefaglig baggrund eller erfaring med arbejdet med børn og unge.
- Har erfaring med frivillighed – enten som frivillig eller gennem arbejdet med at understøtte frivillige fællesskaber.
- Har erfaring med projektledelse, koordinering eller udvikling af sociale indsatser.
- Er god til at skabe relationer og samarbejde med mange forskellige mennesker.
- Arbejder struktureret og tager ansvar for både udvikling og drift.
- Er initiativrig, nysgerrig og trives med at få ting til at ske.
- Har lyst til at udvikle både mennesker, projekter og samarbejder.
Vi ser gerne, at du har erfaring fra en ungdomsorganisation, NGO, civilsamfundsorganisation eller en politisk styret organisation.
Derfor er jobbet vigtigt
Når du lykkes i denne stilling, er du med til at skabe rammerne for, at unge frivillige kan gøre en forskel for børn. Du er med til at udvikle indsatser, skabe stærke partnerskaber og sikre, at endnu flere børn møder trygge relationer og anerkendende fællesskaber. Dit arbejde er med til at omsætte børns rettigheder til handling og skabe bedre muligheder for børn og unge i hele Danmark.
Derfor skal du vælge Red Barnet Ungdom
Hos os bliver du en del af en organisation med høje ambitioner på børns vegne og en stærk tro på, at forandring skabes sammen. Vi arbejder med høj grad af tillid, ansvar og medindflydelse, og vi tror på, at de bedste løsninger opstår i fællesskab. Du bliver en del af et engageret fagligt fællesskab, hvor samarbejde, udvikling og nysgerrighed går hånd i hånd.
Vi tilbyder:
- Engagerede og dygtige kolleger.
- Et tæt samarbejde med nogle af Danmarks mest engagerede unge frivillige.
- Mulighed for både faglig og personlig udvikling.
- Stor indflydelse på udviklingen af vores programmer.
- En fleksibel arbejdsplads med fokus på trivsel og balance.
- En arbejdsplads, hvor du hver dag er med til at gøre en konkret forskel for børn og unge.
Ansættelsesvilkår
- Du refererer til programlederne for indsatserne Læring og Børn på Flugt.
- Stillingen er på 37 timer om ugen med base på vores sekretariat i Aarhus.
- Stillingen er tidsbegrænset til juni 2027 med mulighed for forlængelse.
- Løn fastsættes efter anciennitet og kvalifikationer i henhold til Red Barnet Ungdoms ansættelsespolitik.
- Vi tilbyder betalt frokostpause, ni feriefridage ud over fem ugers ferie, afspadsering af overarbejde og fleksible rammer med fokus på et bæredygtigt arbejdsliv.
- Tiltrædelse er hurtigst muligt.
Om Red Barnet Ungdom
Red Barnet Ungdom er en selvstændig ungdomsorganisation og Danmarks vigtigste ungefællesskab for børn og unges rettigheder. Vi er mere end 5.000 medlemmer og over 1.300 unge frivillige, som hver dag skaber trygge relationer og stærke fællesskaber for børn og unge over hele landet.
Det særlige ved Red Barnet Ungdom er vores ung-til-yngre-tilgang. Vi tror på, at unge frivillige kan noget helt særligt i mødet med børn. De møder børnene med nærvær, anerkendelse og ligeværd og bliver rollemodeller, som børnene kan spejle sig i. De bygger bro til fællesskaber i skole, fritid og lokalmiljø og er med til at styrke børns trivsel, tro på sig selv og muligheder i livet.
Sammen med børn, unge, frivillige og samarbejdspartnere arbejder vi for, at alle børn oplever trygge relationer, bliver mødt med respekt og får mulighed for at deltage i fællesskaber, hvor de kan trives, udvikle sig og kende deres rettigheder.
Sådan søger du
I din ansøgning vil vi gerne høre, hvad du ser som det vigtigste i arbejdet med at skabe gode rammer for både børn, unge frivillige og samarbejdet i teamet. Fortæl os også, hvordan du vil bidrage til, at teamet arbejder mod fælles mål og fortsat udvikler vores indsatser.
Send din ansøgning og dit CV i én samlet PDF til [email protected]. Med emnefeltet ”Projektkonsulent, Aarhus”.
Du er velkommen til at anvende AI-værktøjer i ansøgningsprocessen. Vi ser AI som et naturligt arbejdsredskab og beder blot om, at du kort beskriver, hvordan du har anvendt det i din ansøgningsproces.
Ansøgningsfrist: 3. august
Samtaler afholdes: 13. og 14. august.
Red Barnet Ungdom ønsker at fremme ligestilling og mangfoldighed og opfordrer alle kvalificerede kandidater til at søge stillingen – uanset etnisk baggrund, køn, seksuel orientering, handicap, religion eller alder. Vi glæder os til at høre fra dig.