>>frivilligportalen<<

Brug af billeder/video i Red Barnet Ungdom

Billeder og videoer er en vigtig del af RBU’s arbejde, og vi er mange, der både tager og bruger dem for at vise alt det fantastiske, vi laver.

Vi opfordrer alle frivillige og ansatte til at hjælpe med at samle billeder og videoer, der kan fremhæve vores projekter og vise det gode arbejde, vi gør. Hver indsats tæller og er uvurderlig!

Når vi deler billeder og video, er det vigtigt, at vi kender reglerne for offentliggørelse. Det sikrer, at vi bruger vores materialer både etisk og lovligt – og at vi beskytter de børn, vi arbejder med, mod utilsigtet at blive vist i sammenhænge, der kan være skadelige for dem eller deres familier.

Nedenfor er nogle enkle retningslinjer for at dele billeder og videoer, som gælder i alle disse situationer:

  • Lokalforeningers og projekters sociale medier, tryksager og nyhedsbreve
  • Sekretariatets materialer på hjemmesiden og sociale medier
  • Billeder i lukkede grupper som fx Facebook-grupper for frivillige
Deling af billeder og video – hvad må du?

Må jeg have billeder liggende på mine egne medier?
Nej, når forældre giver tilladelse til brug af billeder, gælder det kun for Red Barnet Ungdoms medier – ikke dine egne private konti som Snapchat eller Facebook. Hvis der ikke er billedtilladelse, må du slet ikke tage billeder.

Må jeg dele billeder i lukkede grupper?
Ja, hvis der er billedtilladelse, og det er en RBU-gruppe. Uden tilladelse må billeder ikke deles, heller ikke i lukkede grupper. Forældrene skal kunne stole på, at vi respekterer deres ønsker.

Må jeg videregive billeder til samarbejdspartnere?
Som udgangspunkt nej, medmindre der er en skriftlig aftale om brugen af billeder. Kontakt os for hjælp med dette.

Må børn og familier tage billeder til RBU-aktiviteter?
Ja, vi opfordrer ikke til at kontrollere familiers brug af medier, og det er skønt, når de deler gode øjeblikke fra vores projekter.

Brug af portræt- og situationsbilleder

Portrætbilleder: Her er personens ansigt i fokus, og der skal altid indhentes samtykke, når billederne bruges.
Situationsbilleder: Disse billeder viser en aktivitet eller stemning, og kræver som regel ikke tilladelse, medmindre de tages på private områder som skoler eller lektiecaféer. Vi anbefaler altid at indhente samtykke for en sikkerheds skyld.

Vi følger naturligvis gældende lovgivning for brug af billeder, så alle kan være trygge ved, hvordan deres billeder anvendes.

Hos datatilsynet kan man bl.a. læse:
”Du må ikke offentliggøre et portrætbillede af en anden person, uden først at indhente samtykke fra personen. Det samme gælder, hvis det er et portrætbillede af to personer. Eller hvis det er alle eleverne i en klasse, som er blevet samlet til fotografering. Med portrætbilleder mener vi billeder, hvor formålet er at afbilde en eller flere bestemte personer”.

🌐 Med Maja på rundrejse i Red Barnet Ungdoms univers

Tag med vores forperson Maja på sporet af små og store indsatser, aktiviteter og øjeblikke i Red Barnet Ungdoms univers. Maja drager ud og besøger vores indsatser for at opleve, hvordan vi gør en positiv forskel for sårbare børn og unge i deres liv og i deres hverdag – på krisecentre og asylcentre, på skoler og i hjemmet, i byerne og på landet.

📍TREDJE STOP: Med 30 Barnets Venner i Tivoli Friheden
📍ANDET STOP: 8-årige Atilla er Lektievenner med Julie
📍FØRSTE STOP: Standup på HUSET-Kbh til fordel for Red Barnet Ungdom