>Curiosity that motivates<<

Nysgerrigheden på, hvad et asylcenter er for noget, bragte Muna Guled til Asylcenter Ranum, hvor hun sammen med Idil Ibarahim og deres 4 medfrivillige har ansvaret for de 15 børn, der dukker op til deres aktiviteter. ”Jeg havde aldrig oplevet eller set et asylcenter, så da jeg fik at vide, at der var mulighed for at besøge og lære børnene, der bor der, at kende, var det en oplagt chance,” siger Muna, der slet ikke havde svært ved at vælge mellem alle de frivilligprojekter, Red Barnet Ungdom tilbyder. Idil havde heller ikke prøvet at være på et asylcenter før, og hendes kendskab til livet på asylcenter var mest baseret på mediernes billede og historierne i hendes familie: ”Mine forældre flygtede fra deres hjemland, og de mennesker, der bor på Ranum, har jo været igennem meget af det samme. Så jeg har helt automatisk en meget stærk følelse af sympati for de familier og børn, som opholder sig der.”

Børneglæden er en påmindelse om styrken i positivitet og venlighed

Det er helt sikkert de mennesker, Idil og Muna møder i deres frivillige virke, der gør størst indtryk på dem. På Asylcenter Ranum bor både voksne, unge og børn i alle aldre, og det er børnene, Idil tænker på, da hun skal nævne sin største motivationsfaktor for at være frivillig i RBU’s projekt Børn på Flugt: ”Jeg kan se glæden i børnenes ansigter, hver gang vi kommer. De har visse forventninger til os, og det driver mig til at opfylde deres ønsker.”

Ansigtsmaling i vilde farver, tegnestationer, hvor fantasien slippes løs på papiret og rundboldkampe, hvor grinene smitter, og bolden flyver om ørerne på både børn og frivillige er bare nogle af de aktiviteter, Idil og Muna er med til at igangsætte, når de er på Ranum. De legende aktiviteter, som frivilliggruppen står for, får Idil også selv meget ud af: ”Jeg laver også det frivillige arbejde for mig selv, så jeg kan lære nyt, blive udfordret og få en masse nye erfaringer, som jeg kan tage med videre og bruge i min hverdag.”

Også Muna bliver inspireret på Ranum og bruger sine erfaringer i dagligdagen: ”På trods af de udfordringer, børnene står overfor, formår de altid at bevare en positiv attitude. Deres glæde er virkelig beundringsværdig, og det er noget, jeg forsøger at inkorporere i min egen dagligdag. Det er en inspirerende påmindelse om styrken i positivitet og venlighed, selv når man står over for svære situationer.”

“Børnene skal smile og have det sjovt. Det er min mission, hver gang vi tager derud,” siger Idil, når hun gør sig tanker om det ansvar, hun løfter på sit frivillige arbejde.

Tid til frivillighed

Både Muna og Idil har en hverdag fyldt med studie, arbejde, venner og familie, så hvordan har de overhovedet tid til at være frivillige for børnene på Ranum Asylcenter? ”Normalt bruger vi hver anden søndag på asylcenteret ca. 5 timer ad gangen. Så det kræver ikke voldsomt meget tid at være frivillig, hvilket overraskede mig.” Muna er glad for de relativt få timer, der skal sættes af til det frivillige arbejde, hvor man er intenst sammen med børnene og derefter holder en lille pause. Medbestemmelse og autonomi over deres frivillige arbejde, er altafgørende for et frivilligt arbejdsliv, der kan fungere i harmoni med deres øvrige hverdag. Også Idils hverdag er travl, så hun sætter pris på den meget faste struktur, og at aktiviteterne på Ranum planlægges langt ud i fremtiden ”Min hverdag er ret travl, men godt struktureret ift. mit frivillige arbejde. Så det er meget overskueligt ift. min hverdag.”

Minder om en fjern fortid

Det frivillige arbejde med børnegruppen bringer begge de unge kvinder glade minder om deres egen barndom. ”Min yndlingsaktivitet er en leg, vi kalder politi og røvere, som jeg også legede meget som barn,” siger Muna med et smil på læben. Til de ældre børn organiserer frivilliggruppen typisk udendørsaktiviteter, og de yngre er særligt glade for ’kreabordet’, som er fyldt med farveblyanter, sakse, papir og maling i alle regnbuens farver.

Børnene på Ranum varierer meget i alder, og det får Idil til at tænke på sin opvækst, hvor hendes venner og familie også var spredt aldersmæssigt, men kom godt ud af det med hinanden alligevel.

”Jeg nyder virkelig at komme ud til børnene og deres familier, give dem en kort pause fra deres hverdag,” siger Muna.