FN’s Verdensmål og Red Barnet Ungdom

Logo for verdensmål

FN’s 17 verdensmål og 169 delmål blev i 2015 vedtaget af verdens stats – og regeringsledere. Disse mål skal frem til 2030 sætte hele verden i retning mod en mere bæredygtig udvikling.

Red Barnet Ungdom er en ungdomsorganisation, der arbejder med børn og unge i udsatte positioner, og vi arbejder særligt med to af verdensmålene:

Mål 4: Kvalitetsuddannelse

Inden 2030 skal det sikres, at alle piger og drenge gennemfører gratis, inkluderende grundskoleundervisning og ungdomsuddannelse i høj kvalitet, der fører til relevante og effektive læringsresultater.

Piktogram for verdensmål 4 - kvalitetsuddannelse

Alt for mange børn og unge i Danmark halter bagud i skolen og har svært ved at følge med i timerne. Alt for mange unge starter ikke på en ungdomsuddannelse eller erhvervsuddannelse efter folkeskolen.

Vores læringsaktiviteter:

Ved at samarbejde med skoler, kommuner og fonde bidrager vi til, at mange børn og unge modtager gode læringstilbud. Red Barnet Ungdom har landsdækkende aktiviteter, der styrker mange børn og unges læring via aktive læringsmetoder udført af unge frivillige. På den måde når vi børn og unge i udsatte positioner, og som har brug for en ekstra hjælp ift. læring; læringscafeer, eksamenscafeer, læringskolonier, læringsevent og én-til-én aktiviteten Lektievenner.
Læs mere her

Mål 10: Mindre ulighed

Inden 2030 skal enhver, uanset alder, køn, handicap, race, etnicitet, oprindelse, religion eller økonomisk eller anden status, i højere grad inddrages i sociale, økonomiske og politiske beslutninger.

Piktogram for Verdensmål 10 - Mindre ulighed

Der findes ulighed i Danmark, og derfor har Red Barnet Ungdom fokus på de børn og unge, der er i udsatte positioner. Det er børn og unge, der ofte klarer sig dårligere i skolen og socialt, hvilket kan påvirke deres chancer for en god tilværelse senere i livet. Red Barnet Ungdom ønsker at mindske uligheden, hvad end den skyldes alder, køn, handikap, race, etnicitet, oprindelse, religion eller økonomisk status, og derfor fokuserer vi på indsatser der styrker børn og unge i udsatte positioner.

Børn på Flugt

Red Barnet Ungdom er til stede for børn og unge med flygtningebaggrund, for at give dem mulighed for fritid og give dem en stemme. Vi er til stede på asylcentre landet over, hvor unge frivillige arrangerer og udfører fritidsaktiviteter og kolonier for børn med flygtningebaggrund, og i flere byer med aktiviteten Venskabsgrupper, hvor børn, der netop har fået opholdstilladelse i Danmark, får nye venner, får positive oplevelser og bliver introduceret til deres lokalområde.
Læs mere her

Barnets Ven

Red Barnet Ungdom er til for børn og unge, der ikke har mulighed for et udviklende fritidsliv og støtte i hverdagen. En ung frivillig bliver matchet med et barn i en udsat position og laver hyggelige og sjove aktiviteter sammen.
Læs mere her

MobSquad

Hvert sjette barn bliver mobbet i folkeskolen, hvilket kan have store konsekvenser for et barns trivsel og fremtid. Red Barnet Ungdoms frivillige tager på skolebesøg i kommuner over hele landet for at tale med børn og unge om, hvordan man bekæmper mobning.
Læs mere her