Flygtningebørn i Frederikshavn får oplevelsesklub

Den lune forårs luft emmede af klukkende latter, store forventninger og varme kram, da flygtningebørnenes ensformig hverdag på Asylcenter Frederikshavn blev brudt for en eftermiddag af Red Barnet Ungdom, der har åbnet en ny søndagsklub på centeret.

 

På flygtningecentret i Frederikshavn er tiden ualmindeligt lang. Her bor familier, der venter på afklaring på deres fremtid i Danmark. Og mens de venter, så støver centerets omkring 150 børn rundt og prøver at få tiden til at gå. Men nu får børnene en ny aktivitetsklub, der skal give dem et positivt afbræk fra hverdagens bekymringer.

”Der sker meget lidt på centret og børnene har brug for et sted, hvor de kan få afløb for deres energi og skabe positive barndomsminder. Den nye klub skal være et sted, hvor børnene kan komme og bare være børn som alle andre. Ingen fordomme, kun gode oplevelser!”, siger Nicolaj Andersen på 26 år, der er frivillig projektleder i Red Barnet Ungdoms juniorklub.

Den nye juniorklub henvender sig til børn i alderen 6-15 år og styres af unge frivillige fra Red Barnet Ungdom.

Overvældende interesse

Den nye klub slog dørene op for første gang i juni 2016. På forhånd var de frivillige blevet advaret om, at der måske ikke ville komme så mange børn, da rygtet om den nye klub endnu ikke havde spredt sig. Men virkeligheden blev en anden.

”Da vi ankom, stod der 40-50 børn og ventede på os. De var utroligt snaksaglige og meget meget glade for, at der endelig skete lidt! De synes, at alt vi satte i gang var nyt og spændende. Det var fantastisk og overvældende”, fortæller Nicolaj.

Første dag i klubben blev brugt på at lave naturcollager og tegne T-shirts med de mindste børn, mens de større børn brændte krudt af på boldbanen. Og selv om der bliver talt mange forskellige sprog på centret blev der kommunikeret livligt med kropssprog fra små børn med smil i øjnene.

Ville gerne have mere åbent

Lige nu har klubben åbent hver søndag, men den store interesse fra børnenes side har givet de frivillige lyst til at lave flere aktiviteter.

”Vi ville rigtig gerne være der mere for børnene og være flere om at arrangere udflugter og aktiviteter, men lige nu er vi desværre ikke nok frivillige. Så hvis der er andre som mig, der gerne vil lufte det indre legebarn og være noget for nogle børn, så skal de endelig melde sig som frivillige!”, siger Nicolaj.

Du kan læse mere om muligheden for at blive frivillig på et asylcenter her 

image1(2)