Over 3.000 har sagt nej tak til børnefattigdom

 ’Børnefattigdom – Nej tak´ kampagnen har rundet 3.000 underskrifter! Har du endnu ikke fået skrevet under, så kan du stadig nå det. Der er desværre mange børn i Danmark, som vokser op i fattigdom og oplever en jul hvor der ikke er råd til gaver, juletræ eller varmt tøj.

 

Alle som har givet deres underskrifter til ”Børnefattigdom – Nej Tak” er med til at forsøge at gøre en forskel for børn der lever i fattigdom. En af de mange, som har skrevet under, er Liselotte Nielsen på 46 år. Lise, som til daglig arbejder på Majattas STU ungdomsuddannelse, skrev under, fordi hun mener, ingen børn skal vokse op i fattigdom;

 Jeg skrev under, fordi at der ikke er nogle børn, som skal leve i fattigdom, slet ikke i Danmark, hvor jeg oplever vi er et rigt samfund. Jeg ved ikke hvor stor en forskel jeg kan gøre i dagligdagen. Jeg håber, at give min underskrift til denne indsamling, kan medvirke til at gøre en forskel”.

Martin Nielsen på 46 år er også én af de tusindvis af personer, der har valgt at støtte ”Børnefattigdom- Nej tak” kampagnen. Han arbejder til daglig som Teknisk Direktør i en dansk eksportvirksomhed. For Martin var det vigtigt at sørge for, at alle børn får mulighed for at få en god start på livet;

”Alle børn skal have en lige chance i livet. Børn er ikke selv skyld i, at de skal vokse op i fattigdom, derfor skal de have den samme chance som alle mulige andre”

Skriv under nu – jo flere desto stærkere er vores stemme

Selvom over 3.000 personer har givet deres underskrift, er der brug for endnu flere, som skriver under på at sige nej tak til børnefattigdom. At vokse op i fattigdom kan have store konsekvenser for barnet – også senere i livet. Når børn vokser op i fattigdom kan de opleve sociale udfordringer senere i livet, som eksempelvis større risiko for at ende på førtidspension eller uden job.

Ifølge Liselotte, er det vigtigt, at man tager stilling til sagen.

Hvordan kan man ikke tage stilling til børnefattigdom? Det forstår jeg ikke, at man ikke kan. Børn er fredet, og skal ganske enkelt ikke opleve fattigdom, og gå sultne i seng”.

Bør der vokser op i fattigdom har sjældent de samme muligheder som andre børn. Dette kommer bl.a. til udtryk ved, at de føler sig isolerede og anderledes. Martin synes, at børn skal have lige muligheder, og mener, at særligt børnefamilier bør tage stilling, og sige nej tak til børnefattigdom

Kig på jeres egne børn, og forestil jer at de ikke har de samme muligheder som andre. Forestil jer, at de skulle vokse op i fattigdom. Det kan ikke være så svært at forestille sig som forældre, og derefter tror jeg også, at man vil skride til handling”

Gave til Børne- og Socialministeriet

” Børnefattigdom-Nej Tak” kampagnen slutter i december, hvor Red Barnet Ungdom afleverer det samlede antal underskriftsindsamlinger som gave til Social- og Børneministeriet. Vi håber, at underskrifterne vil huske politikerne på, at der er børn i Danmark, som lever med konsekvenserne af at vokse op i fattigdom, og det problem skal der være fokus på.