Læringscafé i Roskilde giver børn tro på sig selv

Læringscaféen på Sct. Jørgens skole i Roskilde er en redningskrans for fagligt svage børn. Her er plads til børn, som slås med tabellerne, at få nye venner eller har svært ved at sidde stille imens læreren taler. Og i læringscaféen er der både fokus på at styrke børnenes faglige udvikling og selvtillid

 

Hvis du som barn igen og igen har oplevet nederlag i skolen, så kan det slå skår i selvtilliden. Men i Red Barnet Ungdoms læringscafé i Roskilde er der tid og plads til, at børn kan genfinde troen på sig selv.

Mikkel Abben er projektleder for læringscaféen, og han fortæller, at det er børn med meget forskellige udfordringer, der kommer nede i caféen,

”Vi fokuserer på børn, der går i 2-3 klasse. Børnene er udfordret på den ene eller anden måde, og har derfor svært ved at lære. Nogle er eksempelvis flygtningebørn, som har svært ved det danske sprog. Andre børn har lidt for meget energi og har svært ved at sidde stille. Og så kommer her en gruppe børn med sociale problemer. ”

Dyretema og Smørklatleg giver selvtillid

I læringscaféen bruger de 6 frivillige leg og individuel opmærksomhed til at give børnene større tro på deres egne evner. Og det virker!

Et eksempel på dette er 7 årige Tallal, som er flygtning fra Syrien. Da Tallal startede i læringscaféen var han indadvendt og usikker. Men ved at læse bøger om dyr sammen med Mikkel, begyndte Tallal at vise tillid, åbne mere op og blive selvsikker.

”I starten sagde Tallal næsten ingenting. Men en dag sad vi og læste en bog om dyr sammen, og pludselig begyndte Tallal at sige dyrenes lyde. Hver gang vi kom til et nyt dyr, sagde han stolt lyden. Den situation står klart for mig, fordi det var hér, at han begyndte at vise tillid til en fremmed person i et helt nyt land og turde byde ind”, siger Mikkel

Men det er ikke kun børn med sproglige udfordringer, der har glæde af de frivilliges indsats. Også Klara på 7 år oplevede for nylig en udvikling i sin selvtillid. Klara var meget forsigtig og genert, og holdt sig helst i baggrunden. Men efter at være kommet i læringscaféen et par måneder voksede hendes mod.

I læringscaféen spiller de en form for matematik-smørklat. Det går ud på, at børnene står i en rundkreds, og kaster en bold over to børn i midten, mens alle siger tabeller højt. Børnene i midten skal prøve at gribe bolden. En dag endte stille Klara i midten.

”Vi lavede en regel om, at hvis bolden blev kastet 10 gange uden at børnene i midten fik fat i den, så skulle de tage 5 armbøjninger. Da Klara tabte, stod jeg klar til at springe ind og lave armbøjningerne for hende. Men hun tog uden tøven dem alle 5! Hun var så sej og modig. Det havde jeg aldrig troet ville ske, da jeg første gang mødte hende.”

Vil du også hjælpe fagligt svage børn?

Læs om muligheden for at blive frivillig i en læringscafé!