Rekord mange skoler får hjælp til at stoppe mobning

Sidste år satte Red Barnet Ungdoms MobSquad rekord for antal besøg ude på landets skoler. Rekorden skyldes blandt andet stigende udfordringer med digital mobning blandt børnene og et øget fokus på bekæmpelse af mobning.

 

I 2016 slog Red Barnet Ungdoms MobSquad rekord for det største antal skolebesøg nogensinde. Mere end 100 besøg på forskellige skoler blev det til i 2016. Besøgene var delt ud på 5 forskellige MobSquads, der i alt mødtes med flere end 2600 elever. Målet var at lære børnene om bekæmpelse af mobning og godt kammeratskab.

Mille Algot Olsen, der er frivillig projektleder i MobSquad København, peger særligt på udbredelsen af digital mobning som en årsag til, at mange ønsker besøg fra MobSquad.

”Jeg tror, at det faktum, at mobningen er kommet online, betyder noget. Vi fokuserer meget på online mobning i MobSquad, og det er ofte et emne, som lærerne ved mindre om. De er selv vokset op i en tid, hvor digital mobning ikke eksisterede”, siger Mille og fortsætter:

”Vi oplever, at digital mobning er noget, som eleverne rigtig gerne vil tale om, har mange holdninger til og egne oplevelser med.”

En nylig rundspørge foretaget af DR Nyheder viser da også, at digital mobning er et udbredt fænomen. 468 af landets skoleledere deltog, og 3 ud af 4 svarede, der havde været tilfælde af digital mobning på deres skoler.

Lyst til kamp mod mobning

Det er dog ikke kun digital mobning, der er fokus på ude hos skolerne. Den generelle dynamik i klasserne er også kommet under lup.

”Jeg tror, det øgede fokus på mobning i medierne har åbnet op for en ny interesse og motivation for at bekæmpe mobning. Det er et stort arbejde at forebygge og bekæmpe mobning, og jeg tror, at lærerne har brug for al den hjælp, de kan få. Og her er MobSquad et godt tilbud”, siger Mille.

Søren Nielsen der er lærer på Hyltebjergskolen har benyttet sig af tilbuddet om at få et gratis besøg af MobSquad. Han fortæller, at når det netop kommer til følsomme emner som mobning, kan de frivillige i MobSquad noget særligt:

”Jeg valgte at invitere Mobsquad ud til min klasse, fordi jeg tænkte, at det altid er godt med nogle personer, som kan komme udefra og fortælle om noget, de ved om, til eleverne. Det fungerer oftest godt i en skoleklasse, når der kommer et udefrakommende perspektiv på et emne såsom mobning” , siger Søren.

Alle børn i 4., 5. og 6. klasse i kommuner med et MobSquad, kan også i 2017 gratis booke et besøg.

Læs hvordan du booker et besøg fra MobSquad