Borgerforslag skal give bedre vilkår for afviste asylbørn

PRESSEMEDDELELSE

Borgerforslag skal give bedre vilkår for afviste asylbørn på udrejsecenter Sjælsmark – Red Barnet Ungdom støtter op!

 

”Afviste asylbørn skal tildeles bedre vilkår i hjem- og udrejsecentre og midlertidig opholdstilladelse senest 18 mdr. efter endeligt afslag”, sådan lyder kravet i et netop offentliggjort borgerforslag stillet af Folkebevægelsen for asylbørns fremtid – herunder Red Barnet Ungdom.

Red Barnet Ungdom har hver uge aktiviteter for børnene på udrejsecentret Sjælsmark, og inviterer løbende børnene med på weekendkolonier for at give dem et afbræk fra den hårde hverdag på centrene. Her er organisationen førstehåndsvidne til børnenes urimelige opvækst vilkår.

Frihedsbegrænsninger, fraværet af et stabilt familieliv, utryghed og mangel på mulighed for at få en almindelig skolegang skader børnenes trivsel og kan give dem varige mén. Red Barnet Ungdom møder hver uge børn, der viser tydelige tegn på at tage psykisk skade af opholdet på asylcentret.

Red Barnet Ungdom mener, at forholdene på asylcenter sjælsmark er uacceptable og har derfor tilsluttet sig borgerforslaget, der kan læses her https://www.borgerforslag.dk/se-og-stoet-forslag/?Id=FT-02060

”Vi har igennem 1,5 år bevidnet, hvor triste forhold børnene på Sjælsmark har og hvor negativt det påvirker deres udvikling og livsglæde. Ingen børn fortjener at vokse op under sådanne forhold uanset forældrenes valg eller fravalg. Derfor mener vi, at der er behov for politisk handling”, siger generalsekretær Camilla Burgwald, Red Barnet Ungdom.

Vi står til rådighed for yderligere kommentarer og med konkrete observationer om, hvordan livet på udrejsescentrene skader børnenes udvikling.

Kontakt nedenstående for interviews med generalsekretær Camilla Burgwald, information ect.

Pressekontakt:

Anna Louise Austring, kommunikationsansvarlig 

Mail: anna@redbarnetungdom.dk
Mobil: 21 99 57 77