Flygtningebørn forvandlede sig til sønderjyske ninja-krigere

Det blev til en hæsblæsende ninjakamp i limbo og stopdans, da 33 flygtningebørn fra to asylcentre var på weekendkoloni i Sønderjylland. Sammen med Red Barnet Ungdoms engagerede frivillige forvandlede børnene sig til ninjaer, der både skulle overleve et orienteringsløb og dansegulvets strabadser til en ninjafest.

Der blev bagt snobrød og stegt skumfiduser i hobevis, da 18 piger og 15 drenge fra to sønderjyske asylcentre i slutningen af maj var på weekendkoloni med 19 af Red Barnet Ungdoms frivillige. De frivillige havde på forhånd bestemt sig for, at temaet for weekendkolonien skulle være inspireret af de historiske, japanske krigere, nemlig ninjaerne.

Der bliver hygget ved bålet og spist snobrød

”Mange af børnene sagde, at de gerne ville have, at kolonien havde varet i to uger. De sagde, at en weekend føles som tre timer,” siger Leonora Schytte, der var frivillig projektleder på kolonien og fortsætter:

”Så det var tydeligt, at de var glade for at komme på koloni og væk fra asylcentrene.”

Lejrtur skal give børnene en pause

De fleste børn i Danmark, har prøvet at være på lejrtur. Kolonien er Red Barnet Ungdoms forsøg på at give en gruppe flygtningebørn oplevelser, som minder om dem, de fleste andre børn får. Børnene bor nemlig normalt på et asylcenter. Weekendkolonien var støttet af TrygFonden, som over et år støtter Red Barnet Ungdom, så organisationen kan holde ti weekendkolonier for børn med flygtningebaggrund.

En pige og en frivillig har iklædt sig smukke, hjemmelavede ninjamasker

”Det er vigtigt, at børnene kommer på koloni, da det kan give dem et bekymringsfrit afbræk fra en hverdag på asylcentrene. Vi frivillige, kan give noget fornyet energi. Det er en weekend kun med sjove ting, hvor børnene kan få lov til at være børn og ikke bekymre sig om noget,” siger Leonora Schytte.

Kolonien giver børnene et afbræk fra hverdagen på et asylcenter, og det er en oplevelse, som børnene normalt ikke ville få. Børnene på weekendkolonien bor til dagligt på Center Hviding tæt på Ribe og Center Aaløkke i Tønder Kommune.

Ninjafest og orienteringsløb

Red Barnet Ungdoms frivillige, havde arrangeret en masse forskellige aktiviteter, som børnene kunne give sig i kast med på kolonien. De frivillige have planlagt et orienteringsløb, børnene skulle lave deres egen ninjamasker, og der kom fuld fart i bentøjet, da de unge ninjaer med flygtningebaggrund blev inviteret til et brav af en fest, hvor der både blev danset stopdans og dystet i limbo.

”Det bedste ved kolonien var, at jeg har fået mig en masse nye venner,” fortæller 11-årige Lia.

Vil du være frivillig på en weekendkoloni, så læs mere her.