Bag og klip med børnene: 5 tips til en coronavenlig fastelavn

Selvom mange fastelavnsarrangementer er aflyst i år, så kan du sagtens have en sjov fastelavn derhjemme. Vi i Red Barnet Ungdom hjælper med fem tips til corona- og børne-venlige fastelavnsaktiviteter. 

Det er særligt vigtigt at fokusere på børns trivsel i disse hårde og ensomme tider, som coronatiden er. Fastelavn er derfor en god anledning til at lave hyggelige aktiviteter med børn, men når intet er, som det plejer, er det nødvendigt at tænke lidt kreativt, når der skal fejres fastelavn. For selvom at tøndeslagning er aflyst mange steder, og at man ikke kan komme ud at rasle ved naboerne, så kan man stadig fejre fastelavn med fastelavnsris, udklædning og fastelavnsboller. Vi har samlet fem tips til coronavenlige fastelavnsaktiviteter:

1) Bag fastelavnsboller på afstand 

Ingen fastelavn uden fastelavnsboller, og man kan sagtens bage dem sammen med andre, selvom det er på afstand. Find en opskrift på fastelavnsboller, lav en fælles indkøbsliste, og bag fastelavnsbollerne sammen online. For at gøre det endnu hyggeligere kan I spise fastelavnsbollerne sammen til sidst og se, om de mon ligner hinanden. 

2) Find dit eget fastelavnsris i naturen 

Tag ud i naturen og find grenene til dit eget fastelavnsris. Det vrimler med grene i skovbunden, som du kan tage med hjem til dit fastelavnsris, og det er også tilladt at klippe grene og kviste af væltede træer. Når du har fundet de grene, det skal være, samles de i et bundt og bindes sammen med en snor. 

3) Lav hjemmelavet pynt til fastelavnsriset

Nu skal fastelavnsriset pyntes, og udover slik, så skal der også fastelavnspynt på riset. Heldigvis findes der masser af ting derhjemme, som kan bruges til at lave sin egen pynt med. Du kan f.eks. lave en lille fastelavnstønde ud af en tom toiletrulle, og bruge gamle aviser og blade til at klippe små katte eller andet pynt, der kan komme på fastelavnsriset. 

4) Lav et mundbind om til en fastelavnsmaske 

Udover at beskytte os i coronatiden, så kan mundbind også bruges til at lave en hjemmelavet fastelavnsmaske. Du kan blandet andet male en rund, rød næse og en stor klovnemund, tegne knurhår, mund og næse for at ligne en kat, eller klippe to huller og bruge det som en maske foran øjnene for at ligne en superhelt – kun fantasien sætter grænser. 

5) Ryk udklædningskonkurrencen online 

Noget af det sjoveste ved fastelavn er at klæde sig ud, men det er sjovest, hvis andre kan se din udklædning. Ryk derfor udklædningskonkurrencen online, og vis din seje udklædning frem til de andre. I konkurrencen kan I have forskellige kategorier som for eksempel den bedste udklædning, den mest fantasifulde udklædning, den sjoveste udklædning, og andre kategorier I kan finde på. 

Ifølge Sundhedsstyrelsens anbefalinger, så  man godt mødes fem personer til fastelavnsboller og tøndeslagning med dem, som man ses med i forvejenDe anbefaler dog, at man rykker aktiviteterne udenfor, hvis det er muligt.
Læs Sundhedsstyrelsens anbefalinger her.