Mariam flygtede fra Syrien: Nu hjælper hun børn på flugt

Da Mariam for fire år siden flygter fra Syrien til Danmark, melder hun sig som frivillig i Red Barnet Ungdom. Her bliver hun projektleder og redningsperson for en Venskabsgruppe, som midt i coronakrisen har store udfordringer.

I den nordlige del af Syrien i byen Qamishlo bor Mariam med sin far og mor og seks søskende i et stort hus med en tilhørende have. Her er der plads til, at de alle syv børn kan lege. Mariam går på en af de lokale skoler, hvor hun blandt andet lærer fysik og arabisk. Hun er vellidt i klassen og kan godt lide at gå i skole.

’’Jeg havde gode venner i Syrien, men vi har ikke længere kontakt,’’ fortæller Mariam.

For i 2011 bryder der borgerkrig ud i Syrien, hvilket betyder at den ellers trygge barndom bliver skiftet ud med store køretøjer med bevæbnede mænd og angreb i gaden. Det gør byen usikker og farlig, og i slutningen af 2018 er krigen blevet så voldsom, at familien vælger at flygte.

’’Vi var bange. Mine forældre ville væk fra krigen,’’ fortæller Mariam, som på det tidspunkt var en lille pige.

Mariam og hendes familie forlader deres hus og må sige farvel til det liv, de har opbygget i Syrien. De er også nødt til at sige farvel til mange af deres familiemedlemmer, som de ikke ved hvornår de kan se igen.

’’Vi tog med bus fra Damaskus til Libanon, og så derfra til Danmark,’’ siger Mariam.

Mariam er 14 år gammel da hun ankommer i lufthavnen hvor hendes bror, står klar til tage imod familien. Hendes storebror har allerede nogle år forinden forladt Syrien, og er taget til Danmark for at skabe sig et bedre liv uden krig.

Ny begyndelse i Danmark

Familien får efter noget tid i Danmark tildelt en bolig i Herfølge lige uden for Køge.

’’Det var et nyt land, jeg kendte ikke sproget, det var lidt svært. Men min storebror og kommunen hjalp mig med at komme i gang,’’ fortæller Mariam.

Mariams to yngste brødre starter i en venskabsgruppe i Red Barnet Ungdom, hvor de får nye venner, fællesskab og har gode oplevelser. Men fordi Mariam er 14 år, er hun for gammel til at være en del af venskabsgruppen.

’’Lige da vi kom til Danmark, kom mine brødre i en venskabsgruppe. Jeg måtte ikke starte i samme gruppe fordi jeg var for gammel,’’ fortæller Mariam, som gerne ville have haft samme mulighed.

Mariam giver venskabsgruppen nyt liv

I 2020 melder Mariam sig som frivillig i en venskabsgruppe. Efter et par måneder ringer Red Barnet Ungdom til hende for at høre, om hun stadig har lyst. Det takker hun ja til, hvorefter hun ret hurtigt mødes med gruppen. Hun fortæller positivt omkring det at være frivillig, som giver børnene et fællesskab, hun ikke selv nåede at blive en del af.

’’Vi nåede at være ude sammen med børnene et par gange, men så kom sommerferien og corona hvilket gjorde, at vi stoppede,’’ siger Mariam med ærgrelse i stemmen.

Corona giver nemlig udfordringer for Venskabsgruppen, og flere af de frivillige stopper. Det betyder, at børnene heller ikke kan samles på samme vis. Men Mariam er sej og får hurtigt startet sin egen Venskabsgruppe, som hun nu er projektleder for. Gruppen består af mange af de børn, som bor i samme nabolag som Mariam, og flere af hendes naboer har spurgt, om de også må starte.

’’Jeg er glad for at kunne give børnene et fællesskab, og give dem gode oplevelser,’’ fortæller Mariam, som er glad for, at gruppen nu er samlet, og at hun er med til at give børn på flugt gode minder.

Det er vigtigt for Mariam, at give børnene en god start, når de kommer til Danmark.

Ønsker for fremtiden

Nu er Mariam 18 år og går i 10.klasse. Hendes fritid bruger hun blandt andet sammen med venskabsgruppen, men hun træner også badminton, hvilket hun efterhånden er blevet dygtig til. Efter sommerferien vil hun gerne starte på gymnasiet. Hendes ønsker for fremtiden er at blive læge.

”Jeg drømmer om at være selvstændig, og få en god karriere,” fortæller Mariam med strålende øjne og smil på læben.

Vil du også være frivillig i en Venskabsgruppe? Så tilmeld dig lige her.