Køges Borgmester får RBU’s første æresdiplom

(Foto & tekst: Sherin Mahmoud)

Borgmester blev beæret med titlen som æresmedlem i RBU-lokalafdeling Køge

”Vi vil gerne starte en tradition med, at vi hvert år udnævner et æresmedlem – en person, som vi føler har lavet noget ekstraordinært for børnene.”

Sådan lyder det fra Serkan Kilavuz, der er formand for RBU’s Lokalforening Køge. Sammen med næstforkvinde i Køge, Aleyna Kocak, var han den 28/9 en tur på Borgmesterens Kontor, for at udnævne Køge Kommunes Borgmester Marie Stærke til æresmedlem af RBU Lokalforening Køge.

Engageret i børn og unge
Noget af det, der gør Marie Stærke særligt bemærkelsesværdig, er at hun bruger sin politiske platform til at gøre en forskel for børn og unge i lokalområdet. Det mener Serkan, og netop dette gør et stort indtryk på ham:

”Vi blev hurtigt enige om, at vores første æresmedlem skulle være vores borgmester, for alt det arbejde hun har gjort for børnene i Køge. Hun engagerer sig i mange forskellige ungdomsorganisationer. Det er bestemt ikke alle borgmestre der gør det, men Marie Stærke vil gerne være en aktiv person, frivilligt.” fortæller Serkan.

Aleyna nævner også Køge Mangfoldighedsfestival som noget særligt, hvor Stærke ifølge næstforkvinden havde brugt meget tid med børnene:

“Der har været afholdt en stor mangfoldighedsfestival i Køge, hvor hun holdt en flot tale for alle børnene […] og f.eks. tog billeder med alle mulige forskellige voksne og børn. Og hun har virkelig været med til at lave mange forskellige aktiviteter i Køge.“

Sammen kan vi sætte dagsordner
Ved en lille ceremoni på rådhuset fik Stærke overrakt et flot diplom, som følger med titlen – og titlen betyder faktisk en del for hende:

“Det betyder vanvittigt meget for mig. Ikke at det er prisen i sig selv, selvom jeg er beæret over det, men mere det at jeg ved, at jeg med min rolle kan være med til at sætte nogle dagsordener. Og også at I kan bruge mig til at være med til at sætte de dagsordener. Det arbejde som RBU i Køge gør, er jo noget, jeg meget gerne vil lægge navn til. Det er så vigtigt et arbejde, at børn og unge bliver set og hørt, og bliver hjulpet i deres videre liv.”

Den vigtige frivillighed
Borgmesteren lagde i sin takketale særlig vægt på vigtigheden i at børn og unge får hjælp gennem frivillighed:

”Når det er frivillige, der gør det af varme og omsorg og frivillighed, kan I noget, som vi slet ikke kan. Det menneske jeg møder her, vil mig! Det betyder bare virkelig meget for dem der modtager jeres hjælp.” Stærke fortalte yderligere om vigtigheden i at børn og unge i Køge Kommune har forbilleder, de kan spejle sig i: ”Jeg synes at se, at mange af de børn og unge, der har haft det svært i deres barndom eller ungdom, når de fortæller om hvorfor de klarede sig, så har der næsten altid været et forbillede i deres liv. En lærer, en fodboldtræner, eller en fra lektiecaféen, som har gjort en forskel i deres liv. (…) Det er det trygge, det er det nære, det er der, hvor de selv bor.”

En platform for det gode budskab
Marie Stærke sluttede med at fastslå, at noget af det vigtigste, som hun kan bruge sin platform til, er at fungere som bindeled imellem rådhuset og de frivillige. Således kan hun hjælpe med at sprede budskabet om det vigtige arbejde, som Red Barnet Ungdom og Lokalforeningerne laver:

”Jeg har en helt forvaltning siddende her, der vil gøre alt deres bedste for de børn vi har i Køge kommune, men som ikke altid ved hvem de skal tage fat på. Så det ser jeg også som min rolle: At være bindeled, imellem rådhuset og sådan nogle som jer. […] Det arbejde I gør, er så vigtigt, og hvis jeg kan hjælpe jer – ved at lægge navn til jeres arbejde-, men også ved at jeg kender jeres arbejde,- og kan mangfoldiggøre det andre steder, så synes jeg virkelig at vi har vundet meget.”