A new queen in town

Af: Josephine Bjørling

>>Jeg tror ikke, det var helt tilfældigt, at jeg landede i Red Barnet Ungdom<<
Med rungende bifald, strålende smil og anerkendende blikke tog Red Barnet Ungdoms medlemmer imod deres nye forperson, da hun blev valgt til posten på landsmødet d. 4. november 2023. Maja Mette Østerhaab Andersen tager over efter Caroline Wégens, som havde siddet på posten i 2 år. Majas rejse til toppen af nationalbestyrelsen har været fin og lang og ligner mange andre frivilliges rute i Danmarks dejligste ungdomsorganisation.

Maja var næstforperson under Carolines regeringsperiode, og de to havde et stærkt samarbejde. Her får Maja overdraget tronen med lykønskninger og et stort knus. (Foto: Lasse Olsen)

De sidste 4 forpersoner i Red Barnet Ungdom har været unge, seje kvinder.
De mødtes i vores photobooth til landsmødet og fik knipset et par polaroids til mindebogen.
(Foto: privat)

En frivilligrejse

Maja har lavet frivilligt arbejde, siden hun var 15 år gammel, hvor hun som badmintontræner satte skik på de 6-9-årige i den lokale badmintonklub i Sønderjylland. Men intet varer evigt, Maja rykkede til Århus, og efter gymnasietiden her havde hun primært tænkt sig at give sig i kast med et sabbatårsarbejde, at tjene nogle penge og så lige afse lidt tid til frivilligt arbejde. Det er vist en sabbatårsmodel, mange af os kan nikke genkendende til.

Da det netop ikke var fremmed for Maja at arbejde med børn, faldt hun over RBU. Her blev hun først del af en læringscafé og i 2016 også en venskabsgruppe. ”Venskabsgrupperne var dengang helt nye, så jeg fik muligheden for at være med til at starte den op fra bunden,” siger Maja, der mindes sin 7 år lange rejse i Red Barnet Ungdom. Vores nye forperson har altså haft hænderne i mange af RBU’s aktiviteter, og hendes vej til forpersonsposten er brolagt med et væld af frivilligt engagement.

Det har nok altid lagt i kortene, at jeg ville komme til at engagere mig indenfor noget med børn og unge,” beretter Maja på syngende jysk.

Socialt sammenhold og kampen for bedre børneliv

Majas hverdag i Århus blev løftet af hendes frivillige arbejde. Spændingen i at starte noget nyt op fra bunden gav en følelse af medbestemmelse og initiativrigdom. ”Det var også ret unikt, fordi det bare var en virkelig god frivilliggruppe, hvor vi havde det godt socialt sammen,” siger Maja, da hun forklarer, at det ikke kun var kernen i det frivillige arbejde, der betød noget for hende. Mange af vores frivillige oplever, at deres medfrivillige og lokalforeningsbestyrelser er med til at fastholde gejsten for det frivillige arbejde, og det er noget, Maja spejler sig i. Et dygtigt og engageret team løfter alles arbejdsindsats og trivsel.

Venskabsgrupperne har selvfølgelig både børn og frivillige, men også projektledere, der har et lidt større ansvar for at udvikle gruppen og være dem, de andre frivillige kan gå til, hvis der er noget. Maja arbejdede sig videre i organisationen og blev projektleder i sin venskabsgruppe; en rolle, hun havde i flere år. ”Det har været det allermest givende for mig, fordi jeg kom til at arbejde med et område, som jeg både havde en personlig og faglig interesse for,” siger Maja, der altså oplever, at hun og RBU er et ret godt match.

Frivillig i medgang og modgang

Også når det var svært, har Maja lært af og brændt for sit frivillige arbejde. For frivillighed er desværre ikke altid en dans på roser, selvom alle i organisationen gør deres bedste for at arbejdsopgaverne i RBU bliver en leg. Den diversitet, folk i Red Barnet Ungdom møder og repræsenterer, er en gave og et must for, at inklusion og mangfoldighed rent faktisk er værdier, vi kan stå ved og have som en helt naturlig del af vores hverdag. Majas erfaring som projektleder pustede til den ild, der er hendes interesse for integration og kulturmøder. ”Jeg oplevede jo desværre, hvordan børnene i min venskabsgruppe oplevede diskrimination, når vi var ude. Så her fandt jeg ud af, at arbejdet med kulturmøder og antidiskrimination var noget, jeg i den grad skulle arbejde videre med,” påpeger Maja, der tydeligt er drevet af en stærk retfærdighedssans.


Nuværende næstformand, Benjamin, og forperson, Maja, var med til at repræsentere Red Barnet Ungdom i Copenhagen Pride-paraden tilbage i sommeren 2023. (Foto: Josephine Bjørling)

Majas fokus på antidiskrimination skubbede hende i retningen af noget mere politisk og organisatorisk arbejde, og hun stillede op som forperson for Aarhus lokalforening. ”Jeg var meget nervøs for det, men jeg har bestemt ikke fortrudt det,” siger Maja om springet fra menig frivillig, der arbejder direkte med børn, til rollen som politisk, organisatorisk frivillig i en lokalforening og senere i nationalbestyrelsen, der arbejder mere i kulissen.

På mange måder kan man sige, at det var mit frivillige arbejde i venskabsgruppen, der inspirerede mit uddannelsesvalg,” siger Maja, der har en kandidatgrad i religionsvidenskab med speciale i religionssociologi fra Københavns Universitet.

Forperson og fredsvalg

Selvom der var fredsvalg til alle valgbare poster på landsmødet, kom Maja ikke udenom følelsen af, at der var masser på spil. Klapsalverne fra organisationens medlemmer og de store smil, der mødte Maja, da hun overtog titlen som forperson for nationalbestyrelsen, betød særligt meget for hende, fordi hun kendte mange af de fremmødte. ”Jeg har været og er frivillig sammen med flere af dem, så det var virkelig dejligt at mærke deres store opbakning. Særligt i dette øjeblik,” fortæller Maja, der var lettet over den support, hun kunne mærke, da hun for første gang stod foran forsamlingen som forperson. ”Det var også rørende, fordi deres bifald føltes som en kæmpe anerkendelse – både af mig og mit arbejde og engagement i RBU.” Støtten til Maja er fuldt forståelig, og vi glæder os til at følge med i hendes frivillige rejse, der endnu engang har nået nye højder.

Jeg havde aldrig tænkt, da jeg startede, at jeg en dag ville blive forperson i nationalbestyrelsen!” (Foto: Lasse Olsen)