Red Barnet Ungdom har skærpet retningslinjer og procedurer på børnesikkerhedsområdet og fået udarbejdet en uvildig advokatundersøgelse

*Den 6. april 2021 faldt der dom i sagen ved Retten i Kolding, hvor de dømte blev idømt henholdsvis to og et halvt års fængsel og to års fængsel.

Nedenstående tekst er udgivet den 19. januar 2021.

En sigtelse af to tidligere frivillige for overgreb mod et barn i sommeren 2020 medførte, at Red Barnet Ungdom skærpede interne retningslinjer og procedurer. Samtidig blev der bestilt en uvildig advokatundersøgelse.

SIRIUS advokater har nu afleveret to uvildige rapporter. Den overordnede konklusion er, at Red Barnet Ungdom følger lovgivningen og efterlever et fintmasket net af egne interne procedurer med et højt niveau af skriftlighed. Rapporterne påpeger enkelte uhensigtsmæssigheder og fejl. I lyset af de konkrete anbefalinger fra SIRIUS advokater gennemfører Red Barnet Ungdom yderligere stramninger.  

I sommeren 2020 blev Red Barnet Ungdom bekendt med, at to tidligere frivillige blev sigtet for at have begået et seksuelt overgreb mod et barn. Der er endnu ikke faldet dom i sagen. De sigtede og barnet var en del af Red Barnet Ungdoms en-til-en aktivitet “Barnets Ven”. Et projekt, hvor unge frivillige bliver “matchet” med et barn, der har brug for en stabil ven og en rollemodel. 

Vi er ulykkelige, rystede og vrede over sagen fra i sommer. Børns tryghed og sikkerhed er helt centralt i vores arbejde. Siden vi fik kendskab til sagen har vi arbejdet målrettet på at gøre vores procedurer og regler endnu bedre og samtidig sikre, at alle de dygtige og ansvarsfulde frivillige stadig kan udføre deres vigtige arbejde,” udtaler generalsekretær i Red Barnet Ungdom Astrid Engberg.

Nye interne tiltag i efteråret 2020

Red Barnet Ungdoms egne undersøgelser af sagen viste, at alle eksisterende regler og procedurer var blevet overholdt i de perioder, de sigtede havde været engageret som frivillige i organisationen. I lyset af sagen blev der indført nye interne tiltag i efteråret 2020 for at styrke børnesikkerheden. Det drejede sig om:

  • En endnu tættere opfølgning på børneattester.
  • Et nyt it-system til opbevaring af samtykkeerklæringer og frivilligkontrakter. 
  • Et endnu stærkere fokus på klar kommunikation af samværspolitikken til frivillige, familier og kommunale samarbejdspartnere. 
  • En uddybning af retningslinjer for samvær i 1-til-1 relationer for både familier og frivillige, hvor det skærpes, at man ikke må overnatte med sit matchbarn, medmindre det er som en del af en koloni el. lign., hvor der deltager flere børn og frivillige i arrangementet.
  • En præcisering af rekrutteringsprocedurerne af frivillige i én-til-én aktiviteter.
  • Intern uddannelse i grooming og børnesikkerhed til medarbejdere.

Bestyrelsen var på det tidspunkt allerede i gang med en generel opdatering af Red Barnet Ungdoms samværspolitik. Denne forventes klar i første halvår 2021. 

En uvildig advokatundersøgelse skulle vende alle sten

Det var første gang i Red Barnet Ungdoms historie, at et overgreb havde fundet sted og bestyrelsen besluttede også at igangsætte en uvildig advokatundersøgelse. I en udbudsrunde faldt valget på SIRIUS advokater. Ønsket var at vende alle sten og ikke mindst søge nye erkendelser, der kunne gøre Red Barnet Ungdoms procedurer endnu stærkere i fremtiden. 

SIRIUS advokater blev bedt om at undersøge følgende to forhold:

  1. Om Red Barnet Ungdoms interne procedurer er blevet fulgt forud for den konkrete sag, herunder, men ikke begrænset til, rekruttering, introduktion og understøttelse af de frivillige.
  2. En ekstern undersøgelse af procedurer og politikker i én-til-én aktiviteter generelt.

Undersøgelserne blev foretaget af advokat Helle Hald, partner hos SIRIUS advokater.

Nu foreligger undersøgelserne og rapporterne, som kan kan læses i deres fulde længde sammen med kommissoriet for undersøgelserne. Læs undersøgelsens del 1 og del 2 her.


Konklusionerne fra SIRIUS advokater lyder i kort form som følger:

Konklusion 1: Undersøgelse af interne procedurer og lovgivning i ”Barnets Ven” i forbindelse med et konkret match i perioden 2016-19. 

SIRIUS advokater konkluderer, at Red Barnet Ungdom har – og har haft – et finmasket net af procedurer i projektet “Barnets Ven” og, at Red Barnet Ungdom har overholdt (da)gældende lovgivning i forhold til indhentelse af børneattester og underretningspligt. SIRIUS advokater konkluderer endvidere, at egne og interne procedurer i langt overvejende grad har været overholdt i forløbet med de sigtede. 

Kun på ét punkt kan undersøgelsen konkludere, at Red Barnet Ungdom ikke handlede i overensstemmelse med en intern og nedskrevet procedure. Det var, da én ud af tre årlige statusrapport i 2018 ikke blev indsamlet.

Desuden konkluderer undersøgelsen, at der var en uhensigtsmæssighed i forhold til organiseringen af de sigtede. Den ene sigtede var i en periode koordinerende frivillig for sig selv og for den anden sigtede, og de to sigtede var rollemodeller for børn fra samme familie. Dette var således egnet til at bevirke et “lukket” system mellem de sigtede, barnet og familien. Disse forhold, konkluderer SIRIUS advokater, ikke har haft betydning for den konkrete sag, der førte til sigtelse. Vurderingen bygger på, at der løbende også har været kontakt mellem familien og Red Barnet Ungdoms sekretariat.  Dette uddybes i rapporten. 

Konklusion 2: Generel undersøgelse af en-til-en aktivitet ”Barnets Ven” og ”Lektievenner”.

SIRIUS advokater konkluderer på baggrund af undersøgelsen, at Red Barnet Ungdoms procedurer fuldt ud lever op til gældende lovgivning, og at disse også i praksis bliver fulgt.

SIRIUS advokater har desuden konkluderet, at de vedtagne procedurer er både hensigtsmæssige og tilstrækkelige, og at Red Barnet Ungdom generelt har et meget højt niveau af skriftlighed omkring procedurer, arbejdsopgaver og ansvarsfordeling, samt en organisering der sikrer, at disse også bliver fulgt.

SIRIUS advokater har fundet enkelte eksempler på manglende overholdelse af Red Barnet Ungdoms egne procedurer, men har vurderet disse som mindre væsentlige.

Vi kan konstatere, at SIRIUS advokater vurderer vores arbejdsgange og procedurer som hensigtsmæssige og tilstrækkelige. Vi har også noteret os, at der er fundet enkelte fejl, som SIRIUS advokater ikke vurderer har haft betydning for den ulykkelige sag og som generelt vurderes som mindre væsentlige. I Red Barnet Ungdom tager vi alle kritiske bemærkninger om fejl og mangler meget seriøst. Og vi har nøje overvejet, hvad der kan og skal gøres for at styrke børnesikkerheden yderligere i lyset af undersøgelserne”, siger Astrid Engberg.


Nye tiltag i Red Barnet Ungdom på baggrund af anbefalinger fra SIRIUS advokater

En del af opdraget til SIRIUS advokater var også at komme med direkte forslag til områder, hvor Red Barnet Ungdom kunne forbedre de nuværende forhold. Disse forslag finder man til sidst i den generelle rapport om en-til-en aktiviteter. Det er vigtigt at understrege, at anbefalingerne fra SIRIUS advokater ikke skal ses som udtryk for, at SIRIUS advokater finder de pågældende forhold kritisable i Red Barnet Ungdom.

I lyset af de konkrete anbefalinger fra SIRIUS advokater vil Red Barnet Ungdom yderligere tage initiativ til følgende stramninger:

  • Red Barnet Ungdom vil fremadrettet lave særskilt introduktion til de ledende frivillige, som naturligvis også skal være obligatorisk. De løbende tilbud om yderligere uddannelsesdage, supervision o.lign. vil fremover præsenteres som tilbud frem for obligatoriske. 
  • Sikre klare retningslinjer for, at man ikke kan være koordinerende frivillig for sig selv, og at man ikke kan være koordinerende frivillig for en nærtstående.
  • Det gøres entydigt, at der er en direkte linje til sekretariatet, hvor forældre, frivillige og samarbejdspartnere har mulighed for at reagere på mistanke om brud på samværspolitikken.
  • Implementere løbende opfølgning med barnet der indgår i en 1-til-1 relation på samme måde, som der følges op med forældrene.

Red Barnet Ungdom vil være i gang med at implementere alle ændringer i løbet af første halvår 2021. Vi vil også aktivt dele vores overvejelser med andre organisationer, der ønsker at udveksle viden om grooming og erfaring med samværspolitikker. Derudover vil vi fortsætte forberedelserne af en konference i samarbejde med Red Barnet, hvor hele branchen kan stå sammen om at styrke børnesikkerheden i fremtiden ,” udtaler Astrid Engberg.