Folkemødet 2023 i billeder

Et fantastisk Folkemøde 2023 er forbi – 200 scener og mere end 2.800 events i løbet af tre dage på Bornholm. Red Barnet Ungdom deltog i en masse spændende debatter og events, hvor vi slog et slag for børn og unges rettigheder. Blandt hundredvis af forskellige emner, debatter, arrangementer og events, var vi med til at sætte børn og unge på dagsordenen ved Folkemødet i år. Vi talte både om børn og unge og med de unge.

Her har vi samlet lidt stemningsbilleder fra Red Barnet Ungdoms aktiviteter og oplevelser ved årets Folkemøde.

RED BARNET UNGDOM PÅ FOLKEMØDET

I kan møde Red Barnet Ungdom på Folkemødet 2023 fra torsdag den 15. til lørdag den 17. juni. Vi deltager med vores  bestyrelse med forkvinde Caroline Wégens i spidsen samt vores generalsekretær Astrid Engberg. Red Barnet Ungdom arbejder for en mere børnevenligverden, og vi er eksperter i (mis)trivsel og børn og unges rettigheder. Vi deltager gerne i debatter med børn og unge som omdrejningspunkt, hvor vi både kan adressere problemstillinger, udfordringer og ikke mindst løsninger indenfor børne- og ungeområdet.

Mangler du en skarp stemme for børn og unges rettigheder?

Hvis din forening, organisation, parti eller virksomhed afholder debatarrangement på Folkemødet, og I mangler stærke stemmer og debatter på børne- og ungeområdet, som kan stille skarpt på bl.a.: 👇

  • Børn og unge i udsatte positioner.
  • Børn og unges (mis)trivsel.
  • Børns rettigheder og en mere børnevenlig verden.
  • Frivillighed, rollemodeller og unges engagement.
  • Skoleliv og skoletrivsel.
  • Ledelse af ildsjæle.
  • Unge og vejen til en ungdomsuddannelse.

Så er det Red Barnet Ungdom, som du skal have fat i.

Kontakt Red Barnet Ungdom

Vil du vide mere om Red Barnet Ungdoms deltagelse på Folkemødet, så kontakt kommunikationskonsulent Gunvor Wibroe på gw@redbarnetungdom.dk. Du kan altid skrive eller ringe, hvis du vil vide noget mere generelt om Red Barnet Ungdom og vores arbejde for børns rettigheder samt børn og unge i udsatte positioner.

Om Red Barnet Ungdom

Red Barnet Ungdom blev stiftet den 5. april 2003. Det skete med støtte og opbakning fra Mimi Jakobsen, som dengang var generalsekretær i Red Barnet. Red Barnet Ungdom er en ungdomsorganisation, og i 20 år har vores unge frivillige hjulpet og løftet tusindvis af børn og unge i udsatte positioner. I dag har Red Barnet Ungdom næsten 5000 medlemmer og mere end 1200 unge frivillige, som hver dag knokler for at gøre en forskel for børn og unge, som har det svært.

Red Barnet Ungdom er en landsdækkende demokratisk ungdomsorganisation, som har lokale bestyrelser overalt i Danmark. Den øverste myndighed i Red Barnet Ungdom er Landsmødet, som afholdes hvert år i november. Her vælges bestyrelsen for Red Barnet Ungdom, og dermed også hvem der skal lede organisationen i de kommende år.

Red Barnet Ungdom fylder 20 år

HURRA! Den 5. april er det 20 år siden, at Red Barnet Ungdom blev stiftet. Det skete med støtte og opbakning fra Mimi Jakobsen, som dengang var generalsekretær i Red Barnet. Red Barnet Ungdom er en ungdomsorganisation, og i 20 år har vores unge frivillige hjulpet og løftet tusindvis af børn og unge i udsatte positioner. I dag har Red Barnet Ungdom næsten 5000 medlemmer og mere end 1200 unge frivillige, som hver dag knokler for at gøre en forskel for børn og unge, der har det svært.

En landsdækkende ungdomsorganisation

Red Barnet Ungdom er en landsdækkende demokratisk ungdomsorganisation, som har lokale bestyrelser overalt i Danmark. Den øverste myndighed er Landsmødet, som afholdes hvert år i november. Her vælges bestyrelsen for Red Barnet Ungdom, og dermed også hvem der skal lede organisationen det kommende år.

Barnet Ungdoms indsatser har aldrig været mere relevante og
nødvendige, end de er nu. Vi fejrer derfor 20 året ved at huske os
selv, hinanden og børnene på, at de er gode nok og ikke alene. At de fortjener kærlighed, anerkendelse og ikke mindst at blive hørt og lyttet til.” 

Caroline Wégens, forkvinde for Red Barnet Ungdom

Siden Red Barnet Ungdom blev stiftet er organisationens indsatser vokset år for år. Vi har Barnets Ven, Velkomstvenner, Klubber, Læringscafeer, Lektievenner, Eksamenscafeer, Studievenner, Eksamensforløb, Asyl– og krisecenteraktiviteter, Venskabsgrupper, Teengrupper, Weekendcamps, Læringsevents og Mobsquad. Du kan læse mere om vores aktiviteter HER

FØDSELSDAGSGAVE 🇩🇰
Hvis du vil give Red Barnet Ungdom en fødselsdagsgave og et bidrag til vores arbejde for børn i udsatte positioner kan du gøre det via MobilePay85037 – skriv FØDSELSDAGSGAVE i kommentarfeltet.

For kun 100 kr. om måneden kan vi f.eks.:

  • Invitere 19 børn fra danske asylcentre med på udflugt
  • Give børn en god dag med deres frivillige rollemodel – eksempelvis en tur i Tivoli
  • Undervise 30 skolebørn i antimobning og gode venskaber.

BLIV MEDLEM
Er du under 30 år? Bliv en del af Red Barnet Ungdom, få medindflydelse og vær med til at skabe et mere børnevenlig Danmark for kun 150 kr. om året. Læs mere HER

KØB EN T-SHIRT OG STØT RED BARNET UMGDOM
Du kan besøge Red Barnet Ungdoms webshop og støtte vores arbejde for børn og unge i udsatte positioner. Læs mere HER

Er du blevet ringet op? 

Er du blevet ringet op vedrørende støtte?

Vi ringer i øjeblikket fra telefonnummeret 32 22 25 42.

Det skyldes, at Red Barnet Ungdom i øjeblikket ringer til mulige bidragydere for at spørge, om de har lyst til at støtte vores arbejde for børn i udsatte positioner, der vokser op i Danmark. Vi beder dig om at støtte via betalingsservice. Red Barnet Ungdom samarbejder med telemarketingvirksomheden All Ears Telemarketing.

Vi ringer dig, da vores arbejde for udsatte børn er afhængige af bidrag fra private. Vi tilstræber naturligvis at indsamle bidrag mest omkostningseffektivt, for at så mange penge som muligt kan bruges på aktiviteterne med og for børnene.

Hvad med den digitale sikkerhed? 

Vi skal bruge dit kontonummer og CPR-nummer for at kunne tilmelde dig til Betalingsservice. Vi kan ikke misbruge dine bankoplysninger til at hæve penge fra din konto. Pengeinstituttet er garant for, at det kun er kontoindehaveren, der kan hæve penge. Der kommer besked fra Betalingsservice, når beløbet bliver hævet. Du kan også afvise overførslen en enkelt gang eller afmelde den helt, enten i din netbank eller ved at ringe til din bank.

Red Barnet Ungdom tilhører brancheforeningen, ISOBRO, hvilket vil sige, at vi forpligter os på at indsamle penge efter en række etiske bestemmelser.

Hosaj giver den hjælp, hun selv havde brug for som barn

Hosaj mister lysten til at gå i skole, da hun kommer til Danmark. Heldigvis ændrer det sig, da hun får ekstra hjælp til lektierne. Nu giver Hosaj motivationen videre som frivillig i en af Red Barnet Ungdoms læringscaféer.

Da Hosaj er lille, flygter hun med sin familie fra Talibanstyret i Afghanistan og kommer til Aarhus, hvor hun starter i skole. Men det er ikke nemt, for klassen er præget af konflikter, og de andre børn gør nar af Hosajs sprog og tøj.

”Jeg blev mere og mere indelukket, og jeg gad ikke deltage i timerne. Mit sprogniveau og min lyst til at lære blev værre og værre, og jeg var altid meget ked af det,” forklarer 25-årige Hosaj, der dengang kun forbinder skolen med at blive mobbet af de andre elever.

Samtidig har Hosaj svært ved at være kommet til et nyt land med en ny kultur og et andet sprog. For som udlænding kan det være svært at få hjælp af sine forældre, hvis de ikke taler flydende dansk, pointerer Hosaj. Det spiller også en rolle, hvis de har oplevet krig på nært hold.

”Min mor fortalte, at hun som lille fik undervisning i et hemmeligt klasseværelse, hvor Talibansoldater en dag brød ind og skød en af pigerne. Hvis man har oplevet sådan nogle ting, er det svært at videregive læring til sine børn,” fortæller Hosaj.

Storesøsteren tager Hosaj med i lektiecafé

Både derhjemme og i skolen oplever Hosaj, at der ikke er tid og overskud til at hjælpe hende med skolearbejdet.

”Når min lærer gav mig opgaver for, var der altid noget, jeg ikke forstod. Og når jeg spurgte om hjælp, blev det aldrig gennemgået grundigt nok,” forklarer Hosaj.

En dag bliver Hosaj passet af sin storesøster, som skulle i lektiecafé for at få hjælp til en stor opgave. Hosaj bliver hevet med og finder sine egne lektier frem. Her bliver hun hurtig forbavset over, hvor meget tid der er til hende.

”Det hjalp at sidde med en person, der kunne give mig de redskaber, jeg personligt lærte bedst med. Når jeg sad med en lektiehjælper, som kun fokuserede på mig, kunne jeg trække vejret, og jeg blev ikke frustreret, fordi vi tog det stille og roligt,” siger Hosaj, der inden længe kommer i lektiecaféen to gange om ugen.

”Jeg begyndte at elske at lære dansk igen og generelt at lære. Jeg udviklede mig hurtigt, fordi jeg begyndte at se læring som en sjov proces. Jeg blev mig selv igen og åbnede mere op.”

I den lokale lektiecafé hjælper Hosaj også yngre elever. Blandt andet tosprogede børn som hende selv. Det er her, hun bliver inspireret til at gøre det, som andre lektiehjælpere gjorde for hende.

Hosaj skaber tryggere rammer

I 2022 bliver Hosaj frivillig i en af Red Barnet Ungdoms læringscaféer i Aarhus og er fornyeligt også blevet frivillig projektleder for gruppen.

”Jeg kan mærke, at jeg gør en forskel for børnene. Og når jeg sidder og laver lektier med dem, forstår jeg præcis, hvad de går igennem. Jeg genlever alle de følelser, jeg havde som lille,” fortæller Hosaj.

I sit frivillige arbejde bruger Hosaj de redskaber, som lektiehjælpere gav hende. Hun ved, at det er nødvendigt at tage tingene på børnenes niveau, og at de har forskellige forudsætninger for at lære.

”Jeg kender det selv, at nogle børn har brug for ekstra stabilitet i deres liv. Selvom deres forældre giver dem omsorg og kærlighed, kan de også have brug for en person til hjælpe med at udvikle deres sprog og læring,” forklarer hun.

Hosaj er lige blevet færdig med sin uddannelse i erhvervsøkonomi og er startet på kandidaten dertil. En præstation, som ikke altid så ud til at lykkes. Hendes folkeskolelærer mente blandt andet ikke, at hun var klar til gymnasiet. Men Hosaj knoklede i skolen og lektiecaféen og fik studenterhuen på.

”Jeg valgte at læse videre, fordi jeg gerne vil skabe en tryg ramme. Som flygtninge kommer vi for at skabe et stabilt og trygt liv, og det kan vi gøre med en uddannelse, hvor vi lærer sproget og bliver integreret i samfundet,” siger Hosaj, som videregiver lysten til at lære til børn, der ligesom hende er tosproget eller har det svært i skolen.

”Det er nemt for mig at videregive det, jeg har lært, men det var svært for mine forældre at videregive det til mig. Derfor prøver jeg at knække cirklen.”


Vil du høre mere om at være frivillig i en læringscafé? Klik her.

Yusufs ansigt lyser altid op, når Mads henter ham i skolen

Mads er 28 år og læser cand.merc. på universitet. Yusuf er syv år og går i første klasse. På den måde ser deres hverdage meget forskellige ud.

Men én vigtig ting har de i hvert fald tilfælles, og det er deres passion for fodbold. Så når Mads har hentet en begejstret Yusuf i skolen, står dagen sammen ofte på en-mod-en fodboldkamp, indtil de ikke kan mere.

Mads var lige flyttet til Aarhus og søgte måder at opleve byen på, da han faldt over et opslag om at blive rollemodel for et barn i en udsat position.

Han kastede sig hurtigt over det, og blev frivillig i Barnets Ven. Kort tid efter blev han matchet med Yusuf, som længe havde drømt om at få en rollemodel, der kunne give ham nogle fede oplevelser i hans fritid.

Nu har Mads og Yusuf været venner i over et år, og i den tid har de ikke sparet på kræfterne. De har blandt andet været i Tivoli Friheden og i trampolinland. Andre gange har den fået fuld skrue i køkkenet, hvor de har lavet pizza og andre lækkerier i metervis.

”Det bedste ved at være rollemodel er helt sikkert at se, hvordan Yusufs ansigt lyser op, når jeg henter ham,” fortæller Mads Kampfeldt. ”Det giver mig bare lyst til at blive ved og ved.”

 

Yusuf og Mads i Barnets Ven

Læs mere om at være rollemodel i Barnets Ven.

Frivillig ildsjæl flygtede fra krig som barn

– nu gør han en forskel for børnene på det lokale asylcenter.

Omar Sharifzad kom til Danmark som treårig, da han og familien flygtede fra krig og trusler i Afghanistan. De oplevelser har sidenhen motiveret ham til at blive frivillig projektleder i Red Barnet Ungdom.

For 22-årige Omar handler det om at give børnene et pust af morskab og et afbræk fra hverdagen. Derfor er det vigtigt for ham at arrangere ture ud af huset sammen de andre frivillige i gruppen.

”Jeg vil gerne have dem ud af asylcenteret i de timer, jeg har dem, for de er der jo hele tiden. De bor der. De går i skole der. Det er sjældent, de kommer ud med et sjovt formål,” forklarer Omar, som ikke tidligere havde oplevet et asylcenter, men har fået fortalt historier af sin far, der boede på et center i Odense.

Da krigen rasede i Afghanistan i starten af nullerne, var familien tvunget til at flygte som følge af Omars fars jobtitel. Først tog Omars far afsted til Danmark, og sidenhen fulgte resten af familien trop. De endte i Brønderslev, hvor Omar havde sin barndom. I dag holder Omar til i Kolding er i fuld gang med sin uddannelse i sociologi og kulturanalyse. Men hans afghanske rødder er naturligvis stadig en vigtig del af ham.

”Jeg ved, hvordan det er at være flygtning, og hvordan det er at være udlænding. På trods af, at jeg har levet i Danmark i 19 år, kan jeg sagtens sætte mig i børnenes sted og se det hele fra deres perspektiv,” fortæller Omar.

Bagsiden af medaljen

Omar nyder børnenes selskab. Og ingen tvivl om, at børnene har det sjovt med ham. Men han oplever også at stå i svære situationer. Omar fortæller blandt andet, at flere af forældrene lider af PTSD.

”99 procent af tiden kører aktiviteterne som smurt, men man fornemmer også, at mange af børnene er påvirket,” siger Omar, der har været frivillig siden 2019.

Han fortæller også om den usikre position, man står i, når man bor på et asylcenter. Da han en søndag vendte tilbage på centeret i Jelling, var et af børnene pludselig rejst. Familien havde fået afslag om asyl i Danmark og var taget til Tyskland i håbet om en chance der.

”Hvis jeg skal være helt ærlig, gør det mig ret ked af det. Jeg havde jo lige været sammen med ham. Så går der to uger, og så er han væk.”

Frivilligt arbejde er Omars pusterum

Men selvom det til tider kan være hårdt, er det også meget givende at være frivillig på et asylcenter, synes Omar.

”Først og fremmest er det en tid, hvor jeg kan glemme karriereplaner, penge og ikke mindst sociale medier. Om man vil det eller ej, fylder de ting meget som studerende. Så her på centeret kan jeg opleve, hvordan andres virkelighed ser ud,” forklarer han.

Selvom Omar har meget at se til med studie og en nylig flytning, er tiden på asylcenteret hans førsteprioritet, og et arbejde, han kun kan anbefale. ”Prøv det!” Lyder Omars opfordring til andre, der har leget med tanken om et frivilligt arbejde.

”For at være bundærlig, er det en af de bedste beslutninger i mit liv.”

 


Læs mere om at være frivillig på et asylcenter.

Ny indsats: Når krisen rammer hjemmet, står Red Barnet Ungdom klar til at hjælpe børnene

Voksne, der flytter ind på et krisecenter, har ofte deres børn med. Derfor har Red Barnet Ungdom startet en ny indsats, hvor børn på krisecentre bliver en del af trygge fællesskaber med andre børn og Red Barnet Ungdoms engagerede frivillige.

Børn på krisecentre har ofte oplevet fysisk og psykisk vold helt tæt på. Mange af børnene har overværet vold mod en af deres forældre, mens en del børn selv har oplevet at vokse op i hjem, hvor de selv har været udsat for vold.

”Når børn flytter ind på et krisecenter, oplever de ofte at blive revet ud af deres normale hverdag og børnehave eller skoleliv, og ofte bærer de på bagage fra et hjem præget af utryghed og vold. Derfor er jeg utrolig glad for, at TrygFonden har doneret 2.396.060 kroner, så Red Barnet Ungdom kan oprette en helt ny indsats for børn på krisecentre,” siger Caroline Wégens, forkvinde for Red Barnet Ungdom.

Donationen fra TrygFonden giver Red Barnet Ungdoms frivillige mulighed for at arrangere trygge aktiviteter og sjove lege, så børnene får et pusterum i hverdagen og samtidig oplever at blive en del af meningsfulde fællesskaber.

Indsatsen er nu opstartet på to krisecentre i København og et i Lyngby, og Red Barnet Ungdom regner med at udrulle indsatsen på i alt 12 krisecentre over de næste 2,5 år.

”Børnenes trivsel er et enormt vigtigt fokusområde, når forældre flytter ind på et krisecenter. Uanset om et barn skal bo på et krisecenter i kort eller lang tid, så har de brug for tryghed og positive oplevelser. De skal opleve at være en del af et trygt fællesskab med andre børn,” siger Caroline Wégens.

Om børn på krisecentre

  • Indsatsen ”Børn på krisecentre” retter sig både mod kvindekrisecentre og krisecentre for både mænd og kvinder.
  • Ifølge Danmarks Statistik boede der i 2020 2.294 kvinder på landets kvindekrisecentre. I halvdelen af opholdene på kvindekrisecentrene havde kvinden børn med. I alt blev der medbragt 2.157 børn.
  • Red Barnet Ungdoms frivillige er mellem 18 og 30 år. De modtager et fagligt introkursus inden de starter som frivillige samt løbende oplæring og undervisning af Red Barnet Ungdom.

Tilmeld dig som frivillig og læs mere her

Skal du med på landsmødet?

Red Barnet Ungdom holder landsmøde, og alle medlemmer kan deltage. På landsmødet kan du være med til at bestemme fremtiden for organisationen.

Vi fejrer desuden dig og alle de andre seje frivillige og medlemmer i Red Barnet Ungdom med fællesspisning og hygge efter det officielle program. Så pak din nysgerrighed, dine gode idéer og dit engagement, og glæd dig til et inspirerende landsmøde den 5. november 2022.

Tilmeld dig her.

Sammen bestemmer vi retningen for Red Barnet Ungdom

Bestyrelsen har i samarbejde med sekretariatet knoklet for at forberede et udkast til Red Barnet Ungdoms nye treårige strategi, som er til afstemning på landsmødet. Den er ikke helt i mål endnu, men kommer til at have ét klart fokus; at styrke børn og unges stemme i samfundet. Dette skal vi gøre ved dels at bringe børnenes perspektiver ind i relevante samfundsdebatter, dels ved at styrke børn og unge til at tale egen sag. Kom til landsmødet og hør mere om strategien og vær med til at sætte retning for Red Barnet Ungdom de næste tre år!

Det er gratis at deltage i landsmødet, og Red Barnet Ungdom betaler transport og sørger for overnatning fra lørdag til søndag, hvis du kommer langvejs fra.

Der kommer igen i år til at være dygtige landsmødeambassadører overalt i landet, som sørger for at informere Red Barnet Ungdoms frivillige om alle de spændende ting der kommer til at foregå på landsmødet. Så hold øje med din lokalforenings Facebook-side og din indbakke for mere information.

Vil du med i bestyrelsen?

Hvis du er interesseret i at komme helt tæt på beslutningerne i organisationen eller har du interesse for ledelse, så er den nationale bestyrelse måske noget for dig. Hvis du er nysgerrig på at høre mere om bestyrelsesarbejdet, er du altid velkommen til at kontakte mig på carolinewegens@redbarnetungdom.dk

Sammen får vi en dejlig og spændende dag til landsmødet – i selskab med hinanden.
Jeg og resten af bestyrelsen glæder os til at se dig.

Mange hilsner
Caroline Wégens
Forkvinde // Red Barnet Ungdom

Overvejer du at stille op til bestyrelsen?

Hvad laver man egentlig i en bestyrelse, og har du bestyrelsesdrømme?

I bestyrelsen er du med til at lede Red Barnet Ungdom, og sammen med de andre bestyrelsesmedlemmer er du en del af organisationens strategiarbejde. Som bestyrelsesmedlem maler du med den helt brede organisatoriske pensel, når fremtiden skal tegnes for Red Barnet Ungdom.

 

Du stiller op til bestyrelsen til Red Barnet Ungdoms årlige landsmøde. Ønsker du at stille op til bestyrelsen, skal du have været medlem af Red Barnet Ungdom i mindst en måned inden landsmødedatoen. Dit kandidatur inklusive din skriftlige motivation og dit billede kommer med i landsmødemappen, hvis du sender opstillingsblanketten til bestyrelsen senest den 7. oktober 2022. Det er muligt at stille op til bestyrelsen helt frem til landsmødet.

Find opstillingsblanketten og læs mere her.

Hvis du ønsker at stille op til bestyrelsen, forventes det, at du kan deltage i syv bestyrelsesmøder årligt, samt deltage i arbejdsgruppearbejde mellem møderne og lignende i løbet af bestyrelsesåret.

Hvis du er nysgerrig på at høre mere om bestyrelsesarbejdet, er du altid velkommen til at kontakte forkvinde i Red Barnet Ungdom, Caroline Wégens på carolinewegens@redbarnetungdom.dk .